Author Archives: Amalie Laustsen

Legatuddeling 2021

Pressemeddelelse

Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler igen i år legater til danske billedkunstnere

Niels Wessel Bagges Kunstfond kan med glæde meddele, at der i år uddeles hele elleve legater på hver 100.000 kr. til de enkelte modtagere. Følgende kunstnere vil i år modtage legatet:

Emily Gernild
Lilibeth Cuenca Rasmussen
Lea Porsager
Anna Borgman
Jacob Kirkegaard
Marie Kølbæk Iversen
Rikard Thambert
Julie Riis Andersen
Tora Schultz Larsen
Mogens Jacobsen
Marie Raffn.

Pressemeddelelse 

Rikard Thambert

Rikard Thambert,  f.1988, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016

Rikhard Thamberts kunstneriske virke centrerer sig særligt om skulpturen. Her skaber han sine værker med referencer til minimalismen og readymades, der både placeres på ophøjede piedestaler men også ude i den virkelige verden uden for museets vægge. Thambert arbejder både med kendte skulpturelle former som Buddha figurer men også en 25 liters plastic kande kan tage form som en skulptur. Thambert arbejder ofte i de klassiske materialer inden for skulptur, som gips, marmor og bronze. Dette giver skulpturerne en vis tyngde og her bruger Thambert kropsdyrkelsen til at forme sine menneskeskikkelser. På piedestalerne skaber han en næsten overjordisk balance og laver i sine menneskeskildringer referencer til både Heerup og futurismen.

Tora Schultz

Tora Schultz, f. 1991, uddannet på Kungliga Kunsthögskolans i Stockholm i 2020.

Skulpturen er et bærende medie inden for Thora Schultz virke. Her har hun både arbejdet med en form for readymades der iscenesætter hverdagsobjekter og banale former som kunstformer. Her kan nævnes madbakker i stativer som i Schultz hænder ligner minimalistiske skulpturer fra 1960’erne. I sine skulpturer refererer Tora Schultz ligeledes objekter og figurer kendt fra eventyr og mytologier eller kendte designklassikere. Schultz’ kunstneriske arbejde inddrager også en kritisk røst omkring synet på kvindekroppen og hvordan vores omgivelser er designet til mænd. Et eksempel på dette er værket Stand Hard, (standard) hvor en stol er omdannet til et Pinocchio ansigt med en fallisk næse, som peger på hvordan stolen er skabt ud fra mål der tilgodeser de mandlige proportioner. Schultz arbejder i sine legende værker også med reelle magt dynamikker.

Julie Riis Andersen

Julie Riis Andersen, f. 1988, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Julie Riis Andersens kunstneriske virke er i høj grad baseret på installationer med print, og kan ses i forlængelse af 1950’ernes Opart – eller optiske kunst. I sine installationer indgår den omgivende arkitektur ofte og udvisker på den måde grænserne mellem omgivelser og den iscenesatte kunst. Andersen arbejder særligt med tapeter som skaber en optisk illusion af rummet og sætter på den måde publikum til at producerer deres egne fortællinger. Det er kunst der både aktiverer synet på en udfordrende og anderledes facon men også inddrager hele kroppen ved sine store formater.

 

Jacob Kirkegaard

 Jacob Kirkegaard, f. 1975, uddannet på Academy of Medie Arts i Köln i 2006 .

Jacob Kirkegaard markerer sig både nationalt og internationalt med sine sanselige lydværker. Hans værker anvender lyden som det bærende medie, enten enestående eller akkompagneret af videoværker eller rumlige installationer. Lyden i Kirkegaards kunst kan komme til udtryk som de uopdagede lyde i vores hverdag, fra ufremkommelige områder i verden eller fra politiske brændpunkter. Kirkegaards kunst har både favnet lydene dybt inde i menneskets eget øre, optaget tomme lokaler i det forladte Tjernobyl, registreret den smeltende indlandsis i Grønland og optaget tonerne fra den daværende præsidents Trumps grænsemur mellem USA og Mexico. I sin kunst bringer Kirkegaard publikum tæt på steder som den moderne forbrugskultur påvirker når han i nogle af sine nye værker har optaget både afbrænding af affald samt det danske landbrug. Hans kunst tilbyder os nye perspektiver og oplevelser på velkendte problemstillinger eller gør os opmærksomme på områder vi overser i hverdagen.

Anna Borgman

Anna Borgman, f. 1975, uddannet på Akademiets Arkitektskole 2001 og Berlin-Weissensee School of Art i 2007. 

Anne Borgmans mest genkendelige virke er hendes arbejder med stedspecifikke værker i stor skala. Værkerne er skabt med inspiration af miljøer omkring hende og er ofte at finde i det offentlige rum. Borgman værker interagerer med sine omgivelser og står enten i kontrast til eller ligger i forlængelse af den landskab eller arkitektur, de optræder i. Værkerne behandler desuden emner som geopolitiske spørgsmål og er kritiske overfor udvindingen af jordens naturlige råstoffer. Et eksempel på dette er udstillingen ‘Skønnede reserver’, som netop omhandlede menneskets uvidenhed omkring jordens ressourcer, og hvordan den almindelige forbruger er blinde overfor den rejse et materiale skal på før det ender hos os. Andre af Borgmans værker tager form som mægtige kampesten, der som en tyngdekrafts-udfordrende tilstedeværelse svæver få centimeter over jorden, så de både forekommer truende og fjerlette.

Mogens Jacobsen

Mogens Jacobsen, f. 1959, autodidakt kunstner. 

 Mogens Jacobsen virke startede i 1980’erne hvor han særligt arbejde med musik og performance som medlem af gruppen Cinema Noir. Han betragtes som en pioner inden for net-kunsten i Danmark. Inden for de seneste 20 år har Jacobsen dog skiftet fokus fra de skærmbaserede værker til fysiske objekter og installationer, men stadig med elementer der knytter sig til det internetbaserede. Hans værker har ofte et skulpturelt udtryk og tager udgangspunkt i tidsaktuelle emner og problemstillinger – ofte med et publikumsinddragende aspekt. Ved at bruge kunstig intelligens som et aktivt kunstnerisk medie kan Jacobsen f.eks. anvende AI til at indsamle ufattelige mængder data og anvende dette på usædvanlige måder til at skabe nye tekster, regler og sammenhænge. Et andet eksempel er værket The File Room at 404 not found skabt som en del af gruppen Artnode, der indhentede filer i alle formater og brugte teknologi til at oversætte denne data til at skabe helt unikke, abstrakte skulpturer.

Marie Raffn

Marie Raffn, 1991, uddannet på Kunsthögskolan i Malmö i 2016, Akademie der Bildende Künste i Wien i 2015 og Cooper Union Scholl of Art i New York i 2013.

Marie Raffn går til sine værker med en meget eksperimenterende tilgang. Hendes virke kommer til udtryk som skulpturer der behandler forhold som sprog, rytme, abstraktion og rum. Hendes værker folder sig ud som en samlet fortælling ud fra enkeltelementer der forsøger at synliggøre teorier eller forhold fra den virkelige verden. Raffns skulpturer har blandt andet drejet sig om sprogsystemer, hvor kunsten vrider og strækker sproget som fysiske skulpturer. Her undersøgte Raffn blandt andet hvordan folk kan miste tilliden til ord når deres originale betydning vrides og fordrejes. Senest har hun arbejdet med manglen på insekter om sommeren, som et resultat af menneskets ændring af og påvirkning af vores miljø. Store glasfiber plader med epoxy fremstod som faldne insektvinger, og fremstod som lige dele pessimistisk melankolske og håbefulde.

Emily Gernild

Emily Gernild, f. 1985, uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 2016.

I sande farve eksplosioner og dramatiske kompositioner beskæftiger Emily Gernilds malerier sig med kunsthistoriske velkendte motiver: Her ses blomster i vaser, interiør med møbler, vinduer og gardiner og porcelæn. Alle er anvendte inden for malerkunsten i århundreder som stilleben eller vanitas-kompositioner som er kendte tilbage fra 1600-tallet. I Gernilds kunst udføres motiverne med en flade og former der er alt andet end pænt og nydeligt. Malerierne er svulstige i deres udtryk og ved at bruge dramatiske kompositioner og sammensætninger får det klassiske stilleben et liv og volumen så det næsten nærmer sig abstraktion. Gernild har selv beskrevet sin kunst som en hilsen til modernismens kunstnere såsom Christine Swane der forholdt sig primært til det hjemlige grundet den kønsmæssige skævvridning på de kunstneriske uddannelser. I Gernilds kunst får det hjemligt intime en kraft og skønhed der hylder disse motiver og deres oprindelse.

Marie Kølbæk Iversen

Marie Kølbæk Iversen, f. 1981, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008. 

I Marie Kølbæk Iversens værker er det forskningsbaserede og det fysiske kunstværk tæt forbundne. Iversen interesserer sig for græsk-romerske samt nordiske mytologier og magiske praksisser, som researcher til kunstværker . Hun er optaget af den vestlige opdeling af det rationelle og irrationelle samt det materielle og spirituelle som hun synliggør i et væld af materialer fra teater, performance, video, billeder og tekstiler. Et eksempel på dette er hendes undersøgelse af månen IO der kredser omkring planeten Jupiter. Her har Iversen skabt værker der både er baseret på den faktiske måne, dens overflade og bevægelse samt den græske myte om Io der må vandre rastløs omkring på jorden. Værket har desuden også en teatralsk side, som en såkaldt ‘moonolog’, med inspiration fra det græske drama og Galileos skrifter.

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Lilibeth Cuenca Rasmussen, 1970, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2002. bor og arbejder i København.

Lilibeth Cuenca Rasmussen er en markant kunstner på den danske kunstscene indenfor performancekunsten. I sin kunst anvender hun det performative til at skabe videokunst, skulptur, billeder, installationer og fotografi. Hendes kunstneriske virke inddrager hendes egen krop, sange, komponeret musik, kostumer og publikumsinddragende handlinger. Udtrykket er på en og samme tid humoristisk og kritisk når hun stiller skarpt på emner såsom identitet, kultur, religion, køn og sociale relationer. Mange af disse tematikker afspejler Cuenca Rasmussens dobbelte nationale tilhørsforhold med en filippinsk mor og en dansk far, hvilket giver hendes kunstnerskab et særkende. Senest har hun arbejdet med nomadens evne til at bære sit hjem med sig overalt og bevæge sig på tværs af landegrænser, kulturer og sociale forhold.

Lea Porsager

Lea Porsager, f. 1981, uddannet på Det kongelige Danske Kunstakademi og Städelschule Frankfurt am main i 2010.

Lea Porsagers kunstneriske virke favner en bred vifte af medier, såsom film, skulptur, fotografi og tekst. Værkerne er baserede på videnskabelige undersøgelser, politik, feminisme og det esoteriske. Porsagers kunst kan forekomme kryptisk da den placerer sig mellem videnskab, filosofiske og spirituelle emner – mellem det jordnære og det abstrakte. En væsentlig begivenhed i hendes kunstneriske virke var et arbejdsophold i 2018 ved CERN, hvor hun blev introduceret til kvantefysiske undersøgelser. I Porsagers værker brydes verdensbilleder i hinanden hvor der kan opstå nye åbninger og blikke på viden. Hendes værker er både spekulative og konfronterende, og senest har hun anvendt en form for stærkt forarbejdede readymades, da hun udstillede kæmpemæssige opskårne vindmøllevinger på Charlottenborg i 2020.

Sophia Kalkau

Prismodtager 2020

Sophia Kalkau f. 1960 i Danmark, bor og arbejder i København og Berlin, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i skulptur i 1996 og som cand.phil. i kunstteori fra Kunsthistorisk Institut i 1984.
Sophia Kalkau arbejder i et minimalistisk og skarpt univers af fotografier og skulpturer. Ofte består hendes kunstneriske univers af monokrome skulpturer i form af hverdagsagtige objekter som ægget, kuglen, hårnåle eller terninger. Værkerne referer ofte til kroppen og den klassiske skulptur i materialevalget, og omfatter geometriske former og et enkelt og klart udtryk. Bag de formelle former gemmer sig dog også et drømmeagtigt islæt og fortællinger, der ligger som et fortolkningsspørgsmål hos beskueren. I Kalkaus fotografier sammenstilles de geometriske former og hendes egen krop til nye hybrider af krop og skulptur.

Michala Paludan

Prismodtager 2020

Michala Paludan f. 1983 i Danmark, uddannet fra California Institute of the Arts og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005-2009.
Michala Paludan arbejder i et bredt felt af medier og tilgange til sin kunst. Hun lægger et stort forarbejde i sine værker, som ofte indeholder en kompleks baggrund i politik, kultur og samfund, kombineret med et meget personligt udtryk. Fotografiet er et gennemgående medie i Paludans virke, som anvendes både i dokumentarisk stil samt for at skabe illusioner. I udstillingsrummet YEARS tog hun udgangspunkt i stedets interiør og skabt ud fra dette nye fiktive rum og installationer. Michala Paludan anvender ligeledes skulptur og scenografier til at finde nye redskaber til at åbne op for at forstå vores omgivende samfund.

Sidsel Meineche Hansen

Prismodtager 2020

Sidsel Meineche Hansen f. 1981 i Danmark, bor og arbejder i London, uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i København, Center for Research Architecture på Goldsmiths, University of London.
Over de seneste år har Sidsel Meineche Hansens værker centret sig om kroppen. Her undersøger hun hvordan kroppen manipuleres og konstrueres, både som den naturlige krop i en virtuel verden og som robotter, der forhandles og bliver en kapitalistisk vare. Sidsel Meineche Hansens anvender sin kunst til at undersøge hvordan industrier fremstiller kroppen og forestillinger om denne. I sin udstilling på Statens Museum for Kunst i 2019, Difficult to work with? var der blandt andet fokus på sexrobottens fremstilling og funktion som stedfortræder for ægte sexarbejdere, for herigennem at reflektere over kontroltab og instrumentalisering af mennesker. Senest har Sidsel Meinche Hansen også reflekteret over spredningen af kvindefjendske billeder helt fra middelalderens hekseprocessor til internettet i dag.

Rosa Marie Frang

Prismodtager 2020

Rosa Marie Frang f. 1975 i Danmark, uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, Det Fynske Kunstakademi og har en Master of Fine Arts og Post Master of Fine Arts fra Umeå Universitets Konsthöskola i Sverige.
Rosa Marie Frang har de seneste to årtier arbejder som både dokumentarist og billedkunstner, og har med Rosas Reality Radio produceret en politisk diskussion af samtidskunstens placering i samfundet samt kunstnernes arbejdsvilkår. I sine podcastserie undersøger Frang de strukturelle magtforhold i den danske kunstverden, og fører lytteren igennem en ærlig, informativ og underholdende historie der både forholder sig kritisk og selvreflekterende til emnet. Det er et opråb om den økonomiske usikkerhed, ulighed og sexisme på den danske kunstscene. Som kunstner arbejder Frang performativt og dokumentarisk med sit eget liv og virkeligheden som et materiale der bearbejdes.

Karin Lind

Prismodtager 2020

Karin Lind f. 1969 i Danmark, bor og arbejder i Græsted, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, 1992–1998.
I sin kunst søger Karin Lind at synliggøre det ukendte og underkendte samt de ting vi tager for givet i vores hverdag. Hendes værker er ofte udført i træ og som installationer der appellerer til en interaktion mellem værket, vores krop og vores omgivelser. Menneskets placering i universet, menneskets selvopfattelser og vores forståelse af verden omkring os er centrale i Karin Linds virke. Herigennem ønsker hun også at udvide den måde vi ser verden på og værkerne bliver et udgangspunkt til at reflektere over vores fælles eksistens.

Helene Nymann

Prismodtager 2020

Helene Nymann f. 1982 i Danmark, er uddannet med en BFA fra Goldsmiths University, London, og en MFA fra Malmø Kunstakademi (2012–2014). I 2019 påbegyndte hun en praksisbaseret PhD ved Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet.

I sin kunstneriske praksis arbejder Nymann med hukommelse, videnlagring og forestillingsevne. Hendes arbejde undersøger, hvordan mennesker husker, hvordan minder påvirker os, og hvordan den digitale tidsalder samt klimakrisen præger vores kollektive erindring. Gennem mnemoteknikker engagerer Nymann de besøgende i sine udstillinger og offentlige kunstværker, hvor de ikke blot opfordres til at huske og forestille sig mere bæredygtige fremtidsscenarier, men også til at genfortælle, hvad de ønsker, at fremtiden skal huske. På denne måde undersøger hun, hvordan vi kan komme tættere på det, vi ønsker at videregive til kommende generationer – både mennesker og ikke-mennesker.

Marie Lund

Prismodtager 2020

Marie Lund, f. 1976 i Danmark, bor og arbejder i København, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Skole for Arkitektur, 1999-2002 og fra Royal College of Art, London i 2002-2004.
Marie Lunds virke drejer sig om skulptur, installation og maleri, og udfolder sig i materialer såsom beton, tekstiler, kobber og træ. Centralt for Marie Lunds kunst er mødet mellem objekter og materialer der reagerer på hinanden og efterlader aftryk. Lund bearbejder forskellige materialer og lader processen med dem være en tydelig del af værkerne, som eksempelvis når tekstiler aftrykkes i beton og dermed efterlader spor som var det fossiler fra en svunden tid. Marie Lund arbejder med forholdet mellem form og indhold, det indre og det ydre og ønsker herigennem at fremvise både det velkendte og uventede for sit publikum.

Magnus Frederik Clausen

Prismodtager 2020

Magnus Frederik Clausen f. 1981 i Danmark, bor og arbejder i København, uddannet i biologi ved Københavns Universitet HCØ 2004-2006, Danmarks Medie og journalisthøjskole 2008-2009 og The European Graduate School 2018-2019.
I sit virke undersøger Magnus Frederik Clausen de indbyrdes forhold mellem fremvisning, information, værdi og sprog. Hans materialer spænder fra store installationer til maleri og fotografi, hvor han konstant søger at skabe nye former inden for medierne. Hans billedsprog tager ofte udgangspunkt i abstrakte former, hvor han søger at gøre genkendelige figurer fremmede, ved at forhindre vores fulde indblik i dem. Han har blandt andet udformet nye værker til udstillinger og placeret dem på paller – klar til fremvisning i en klassisk udstilling, for derefter at vikle dem ind i sort plastik, og på den måde at skjule sine værker og på samme tid skabe helt nye skulpturer.

Mia Edelgart

Prismodtager 2020

Mia Edelgart f. 1984 i Danmark, bor og arbejder i København, uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2005-2012.
Mia Edelgart arbejder primært med video og skulptur der ofte baseres på sin egen research af både tekstbaseret information og egne oplevelser. Foruden sin eget praktisk er Mia Edelgart ligeledes engageret i forskellige kunstnerkollektiver, heriblandt performancekoret Syvende og Sidst. Edelgarts virke centrerer sig særligt omkring økosystemer og feministske tematikker og problemstillinger, hvor hun blandt andet er optaget af hvordan kultur er knyttet til vores opfattelser af forhold som moderskab, ejendomsret og kroppen.

Maria Wæhrens

Prismodtager 2020

Maria Wæhrens f. 1976, bor og arbejder i København, uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i København i 1999-2005.
Udgangspunktet for Maria Wæhrens arbejde er kroppen og maleri som ekspressive medier. Værkerne har et personligt præg og kredser ofte om queer-perspektiver. Wæhren trækker på oplevelser og erkendelser fra sin egen opvækst når hun undersøger de mønstre der opstår i familier i alle samfundets lag. De kontraster vi skaber, b.la. om kønnet, bearbejdes i Marie Wæhrens virke og værkerne får ofte et råt og uredigeret udtryk, så de får et dokumentarisk præg. I en af sine udstillinger på Møstings Hus undersøgte Wæhrens moderen som figur, hvor selve den traditionelle familiestruktur blev behandlet og opbrudt. Wæhrens værker anvender krop og maleri til at konstruere og nedbryde vores forestillinger om køn, magt, samfundsstrukturer og hierarkier.

Nermin Durakovic

Prismodtager 2020

Nermin Durakovic f. 1979 i det tidligere Jugoslavien, Bosnien-Hercegovina, bor og arbejder i Hornbæk og København, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, 2000-2005.
Nermin Duracovics værker er centeret omkring nutidig social og politisk engagerende emner, som kommer til udtryk i kunstinstallationer. De seneste to årtier har han aktivt opbygget og støttet flere kulturelle og sociale projekter og aktiviteter. Nermin Durakovic har blandt arbejdet med billeder i de offentlige rum, hvor han opsatte plakater i København, der adresserede ideen om det ”fremmede” i en dansk kontekst, og på den måde opfordrer os til aktivt at forholde os til vores ansvar for at bekæmpe racisme.

Elisabeth Molin

Prismodtager 2020

Elisabeth Molin f. 1985 i Danmark, bor og arbejder i London, uddannet fra Fine Art, Chelsea College of Art and Design i 2009 og Royal College of Art i London i 2013.
Elisabeth Molin undersøger overlapningen mellem mentalt rum og fysisk arkitektur, konstruktion og ødelæggelse. Hun arbejder med grænserne mellem perception, tid og kroppen som materialiseres i video, fotografi, installation og performances. I sin kunst ønsker Molin at se ud over de regler der er knyttet til vores virkelighed og opsøger i stedet modsætninger, asymmetri og uretfærdighed. Hendes værker har blandt andet beskæftiget sig med hvordan vores urbane omgivelser påvirker kroppen samt det surreelle overlap mellem det biologiske og mekaniske. Beskueren føres ind i et univers der blander virkelighed og fiktion når illusioner påvirker vores optik. Ikke mindst bliver billeder og fotografier i vores samtid konstant udfordret af potentialet til at manipulere virkeligheden med digitale virkemidler.

Legatuddeling 2019

Pressemeddelelse

Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler igen i år legater til danske billedkunstnere

Niels Wessel Bagges Kunstfond kan med glæde meddele, at der i år uddeles seks legater på hver 100.000 kr. til de enkelte modtagere. Legaterne vil blive uddelt og overrakt i Bådehuset på Louisiana den 10. december 2019. Følgende kunstnere vil i år modtage legatet:

Ann Lislegaard
Anne Mette Schultz
Hannah Anbert
Jens Hüls Funder
Lene Adler Petersen
Mads Lindeberg

Alle kunstnerne har en stærk kunstnerisk praksis, nyder anerkendelse herhjemme og arbejder med et internationalt sigte.

Den fulde pressemeddelelse kan findes i linket til højre (eller nedenunder på mobil)

Mads Lindberg

Prismodtager 2019

Mads Lindberg, f. 1984, bor og arbejder i København og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013. Maleriet er et medie som samtidskunsten konstant søger mod og væk fra. Mads Lindbergs malerier lægger sig i et krydsfelt mellem kunsthistoriens traditioner og de billeder der cirkulerer i vores daglige rum. Lindbergs billeder kan derfor ikke længere tilskrives nogen specifik betydning, da de ikke vil placere sig i specifikke kontekster. Et eksempel på dette er billedserien Thank Y, hvor fundne malerier med typiske landskabsmalerier, stilleben eller udsnit af landsbyer, iklædes plasticposer med trykte logoer og løsrevne fraser som ”Thank you for shopping here!” På den mådelægger Mads Lindbergs sig i forlængelse af kunsthistoriens modifikationer af gamle malerier, hvor han her genanvender de udskældte plasticposer som en kunstnerisk finish, som giver nyt liv til de klassiske motiver.

Lene Adler Petersen

Prismodtager 2019

Lene Adler Petersen, f. 1944, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1966 og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1969. Modtog i 1996 Eckersberg Medaljen. Lene Adler Petersen repræsenterer dansk kunsthistorie, og særligt hendes markante happenings i 1960’erne definerede dansk performance-kunst. Særligt kendte er Uddrivelsen fra Templet/Den kvindelige Kristus fra 1969, hvor hun vandrede nøgen gennem Børsen, som både var en handling men også et ikonisk billede. I samme periode skabte Petersen Rituel Slagtning af Hest med sin kollega og partner Bjørn Nørgaard, som en reaktion på den daværende Vietnamkrig. Da Eks-skolen opstod arbejdede Petersen med maleri, film, collager og engagerede sig i kunstnergrupper. Petersen har anvendt sig selv som subjekt i sit kunstneriske virke og var banebrydende med sit arbejde i konceptuel og ikke mindst nordisk feministisk kunst. Senest har hun udstillet tegnede protrætter og har derudover udsmykket Herlev Sygehus, Horsens Rådhus og Østre Landsret.

Jens Hüls Funder

Prismodtager 2019

Jens Hüls Funder, f. 1985. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017.
Hverdagen møder Sci-Fi i Jens Hüls Funders værker, der strækker sig over flere konstellationer, medier og tilgange til materialer. De seneste værker har været konstrueret dels af kulsorte legoklodser, som på både er genkendelige fra barndommens leg, og fremstår som mystiske og utilnærmelige byggesten. Funder har anvendt de sorte klodser både som mærkværdige væsener, der vokser ud af organiske fuglereder, og som fyld til dvd-omslag og fuglekasser. Dermed bliver almindelige objekter tilført en minimalistisk og fremmed materie, som kan tolkes som væsener eller som sorte spejlinger. Funders digitale tegninger af livet i København, rummer samme dualitet mellem det genkendelige og samtidig udfordrer det vores forestillinger om det normale.

 

Hannah Toticki Anbert

Hannah Toticki Anbert, f. 1984, bor og arbejder i København, uddannet i 2014 fra Nordic Sound Art og i 2016 fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hannah Anbert udtrykker sin kunst i både interaktive performances, installationer og skulpturer. Hendes seneste værker kredser om vores arbejdsliv og hvordan vores liv er indrettet efter samfundets økonomiske strukturer. Kritikken af arbejdslivet kan komme til udtryk som karaoke med popsange, de såkaldte Karriere Karbaret, hvor teksterne ikke længere handler om kærlighed og længsel, men om Human Resources. Anbert bruger og modificerer dagligdagens objekter til komiske og kritiske referencer, såsom handsker med påklisterede computertaster eller kontorstole på lange vakkelvorne ben. Alt sammen som et kunstnerisk greb til at få os til at reflektere over vores rutiner.

Anne Mette Schultz

Prismodtager 2019

Anne Mette Schultz, f. 1983, bor og arbejder i København og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014. Stifter af Institut for Anvendt Tale. Anne Mette Schultz bevæger sig ubesværet mellem skulpturen og sproget. Hendes værker vil ofte indeholde karaktertræk fra både det skulpturelle og sproget, som bliver smeltet sammen til helt nye installationer. Hendes skulpturer vil ofte blive ledt an af poetiske titler og tekster, og hendes litterære værker smelter sammen med objekter og skulpturer. Anne Mette Scultz kunst bevæger sig mellem det konkrete fysiske til det abstrakte poetiske, som skaber figurer og aktiviteter ved at give nye vinkler på velkendte medier.

Ann Lislegaard

Prismodtager 2019

Ann Lislegaard, f. 1962, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Tidligere underviser på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Billedhugger-faget blev udgangspunkt for Ann Lislegaards kunst. Herfra tog hun sin fornemmelse for rum og tid og videreførte disse over i installationer, lydværker og 3D animationer, som hun stadig anser som skulpturer i et digitalt rum. Værkerne vil ofte indeholde et element af tid, da de kræver, at du observerer dem over en længere periode og fra flere vinkler, for at få hele indholdet med. Lislegaards lader sig inspirere af Sci-Fi, hvor hun henter figurer til sit kunstneriske univers. Senest har hun kreeret Orakel til Campus Carlberg, som er en stor ugle bøjet i neonlys. Hun betragter uglen som orakel der kan ane fremtiden, selvom det ikke nødvendigvis drejer sig om en specifik fremtid, men mere om potentialet til en fremtid. For Ann Lislegaard formår kunsten at se problematikker fra vinkler – vinkler man måske ikke troede mulige.

Signe Boe

Prismodtager 2018

Signe Boe, f. 1988, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017. I Signes Boes værker kan der opstå møder mellem bibelske referencer formidlet og gentænkt i nyt digitalt format. Boe foretager finurlige sproglige undersøgelser, og hendes værk tager greb med vores nuværende teknologi, som gør det muligt, at dialogen bliver meningsløs. Boe anvender sin kunst til at pege på de problematikker og misforståelser, der kan opstå, når digitale medier forvrænger samtalen. Et eksempel på dette komme til udtryk i et nyere værk 2017, Bird Calls, der i form af den velkendte iPhone tager fat i den reelle samtales svære vilkår, særligt når pointer ændrer indhold og form, når de gentages i internettets uendelige univers. I værket er kvindeansigter smeltet sammen med papegøjer, som gentager ord – ord, som fuglen ikke selv forstår eller har skabt, men blot gengiver hvad den har hørt mange gange. Sigen Boe peger på de flokmentaliteter, som både mennesker og dyr er underlagt som en styrende funktion i vores dialog.

Morten Knudsen

Prismodtager 2018

Morten Knudsen, f. 1985, bor og arbejder i Danmark. Morten Knudsen arbejder i et spændingsfelt mellem det figurative og abstrakte maleri. Han optages særligt af mediets muligheder for at skabe lag, og derfor påfører Knudsen pap, papir eller endda et ekstra lærred til sine værker for på den måde at skabe et maleri i maleriet. I sit kunstneriske virke går Morten Knudsen seriøst og originalt til sit medie, hvor særligt maleriet i nyere tid har udfordringer med at blive konstant genopfundet. Ikke desto mindre udfordrer og udforsker Knudsen malierets og gennem lag, kontraster, symboler, en leg med dybde og flader kan maleriet stadig finde nye veje i samtidskunsten. Morten Knudsen modtog Remmen Fonds legat i 2015 som den første i fondens historie.

Yvette Brackman

Prismodtager 2018

Yvette Brackman, f. 1967 i New York, uddannet fra The University of Illinois i Chicago i 1997,  professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 2000-2007 og arbejder i København. Yvette Brackman er en kunstner, som ikke er bange for at drage sit publikum ind i sine værker gennem performative elementer, der trækker tråde til mode, teater og design. Hun undersøger, hvordan fortællinger og sociale relationer påvirker publikums rolle og anvender både nære, velkendte emner som krop og minder, men også større og mere abstrakte perspektiver som kulturelle forhold og politiske systemer. Et tilbagevendende materiale i Brackmans kunstneriske virke er tekstiler, som anvendes til at skabe rum og tunneller, der skaber nye kompositioner i udstillinger. Brackman bruger også tekstilet til at udforme udtryksrige udklædninger, hvor teatralske og performative elementer bliver udgangspunktet til kunstneriske rollespil, som er en metode fra Brackmans side til at skabe en midlertidige scene, hvor publikum kan deltage på forskelligartet vis og på en måde blive medskaber af kunsten.

Svend Danielsen

Prismodtager 2018

Svend Danielsen, f. 1955, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1978. En stor alsidighed i tilgange, materialer og medier præger Svend Danielsens mangeårige virke. Dog er maleriet forblevet et centralt punkt i Danielsens praksis, hvor han konstant søger at gå fordomsfri og åben til sit lærred. Svend Danielsens malerier er præget af humoristiske eksperimenter, hvor abstraktion og figuration står side om side. Der er stor spontanitet og åbenhed at spore i Danielsens værker, og han diskriminerer ikke, hvilke elementer der er vigtige nok til at finde vej ind i hans kunstneriske univers. Værkerne er præget af en nysgerrighed for både farver, komposition, tekstur og linjer, og der inddrages sammenstød i materialer, blandes og matches for at skabe nye møder i maleriet. Mellem de lette og legende tilgang er der dog også gådefulde eller storladne værker, og derfor lader Svend Danielsens værker sig ikke kategoriserer under en specifik stilart eller udtryk, men breder sig ud i et konstant eksperimenterende felt.

Gun Gordillo

Prismodtager 2018

Gun Gordillo, f. 1945 i Sverige, bor og arbejder i København, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1975. Smukke kompositioner, leg med lys og poetiske neonskilte i det offentlige rum. Det er nogle af de elementer, der kendetegner dansk-svenske kunstner Gun Gordillo, hvis værker bevæger sig både inden for museets vægge og ude i den virkelige verden. Gordillos værker omfavner en lang række materialer, som glas, plexi og bly, men neonlysene er et stærkt karakteristika og gennemgående medie, som hun har bøjet og vendt i sit kunstneriske virke. Lys-værkerne kan tage form som neonskilte, der har forladt deres plads på en reklamepost for i stedet at være selvstændige konstruktioner, der hænger frit i rummet eller spiller sammen med den omgivne arkitektur for at skabe nye kompositioner. Gun Gordillo er i dag bosiddende i Danmark, men tilbragte 15 år i Frankrig med sin nu afdøde mand, kunstneren Freddy Fraek, i samarbejde med hvem Gordillo kreerede offentlige kunstværker.

Ursula Nistrup

Prismodtager 2018

Ursula Nistrup, f. 1974, bor og arbejder i København og uddannet ved Glasgow School of Art 2004. Gennem sin kunstneriske praksis har Ursula Nistrup haft sine hænder i flere medier og dimensioner, og hun optages generelt af menneskets evne til at sanse. En del af hendes kunstneriske virke har drejet sig om arbejdet med lys og arkitektur, mens hendes seneste værker har fokuseret på øret som et sanseapparat og foreningen af lydkunst og musik. Særligt for Nistrups kunst er, at hun visualiserer musikken, giver lyden en form og anvender lyden på samme vis, som en billedhugger anvender en mejsel til sin skulptur. Nistrup skaber rum med sine lydværker, også selvom værkerne ikke nødvendigvis er hørbare, men er blevet formet af lyden. Et eksempel på dette er hendes tegninger med tilsyneladende sirlige og fine mønstre, som dog er tegnet af en tonegenerator, der kreerer lyd med dissonans, som var toner, der var forbudte i middelalderens kirker, da den disharmoniske lyd blev anset som kommunikation med djævlen. Lydværkerne stammer også fra musiske undersøgelser, som Nistrup har fundet i unikke UNESCO-bevarede templer i Sydindien. Her har Nistrup skabt porcelænsafstøbninger af templets søjler, som har unikke evner til at danne forskellige toner og klange ved lette slag.

Kasper Hesselbjerg

Prismodtager 2018

Kasper Hesselbjerg, f. 1985, bor og arbejder i København, og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013. Medier som skulptur, billede og tekst er alle en del af Kasper Hesselbjergs praksis der er præget af humor og skæve iagttagelser fra kunstnerens side. Værkerne ønsker ofte at tale til vores associationsevne og bevæger sig mellem intellekt og sansning. Hesselbjerg arbejder i et felt med flydende overgange mellem fantasi og virkelighed, som mennesket konstant bruger til at skabe betydning i hverdagen. Hesselbjerg tager fat om vores forestillinger om virkeligheden og ønsker at lege med de givne betydninger, som vi tilskriver bestemte genstande og situationer. Derfor besidder Hesselbjergs værker ofte dobbeltbetydninger eller et potentiale til at forvandle sig, som kan tage form som beklædningsgenstande og kostumer, men også det gastronomiske område er et fokuspunkt for Hesselbjerg, som ved sit afgangsværk i 2013 lod smagsprøver udgøre et forgængeligt værk, som publikum indtog. I 2015 modtag Kasper Hesselbjerg Astrid Noacks Legat.

Astrid Svangren

Prismodtager 2018 

Astrid Svangren, f. 1972 i Sverige, bor og arbejder i København og uddannet fra Malmø Kunstakademi i 1998. Astrid Svangrens kunst lader sig ikke begrænse til specifikke stilarter, medier eller former. Svangrens kunst vil ofte udspringe som et krydsfelt mellem billedkunst, skulptur, installation og performance, og hendes eksperimentelle tilgang til sin kunst skaber smukke og forunderlige værker. Svangrens materialer bevæger sig ligeledes mellem to poler og kan både tage form som industrielt eller organisk materiale såsom hestehår, silke, voks, uld og muslingeskaller. Titlerne i værkerne afspejler Svangrens tilgang til sine værker, da de enten nøgternt kan beskrive processen i hendes arbejde eller være et lille poetisk digt. I arbejdet med det organiske materiale undersøger Svangren det sanselige, sensualitet og begær med kroppen som udgangspunkt, og hun er en kunstner, som ofte inddrager sig selv i sine værker, ligesom hun også drager kunsten ind i sin egen hverdag.

Amitai Romm

Prismodtager 2018

Amitai Romm, f. 1985 i Jerusalem, bor og arbejder i København, udannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Kunstakademiet i Wien 2014. Amitai Romm arbejder i feltet mellem skulptur, billedproduktion og arkitektoniske indgreb. Hans praksis behandler menneskets evne til at kommunikere gennem tegn, og hvordan der kan opstå skred i vores afkodning af disse. Amitai arbejder ud fra en præmis om at sammenblande, men også opløse, vores kulturelle, fysiske og biologiske regler. Han lader sine materialer skabe sanselige associationer hos publikum og indtager også det offentlige bygninger for at give et nyt og anderles syn på velkendte rum. Et eksempel på dette er Amitais udstilling på Tranen i 2017, Hibernation, hvor kunsten ikke lod sig begrænse af museets vægge, men bredte sig til Gentofte bibliotek, som med en kobling af rødt lys og krydrede dufte søgte at genkode bibliotekets funktion og rum. Duftene stammede fra kanel og stjerneanis, der i form af frø og pulver blev spredt af blæserne i computernes hardware, og på den måde blev biblioteket en sanselig oplevelse både som lys på nethinden og som dufte i næsehulen.

Henrik Olesen

Prismodtager 2018

Henrik Olesen, f. 1967 i Esbjerg, bor og arbejder i Berlin, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1996. Henrik Olesens værker bevæger sig i et samspil mellem kunst og virkelighed, som tager form som billeder, collager og skulpturer. Olesen er en kunstner, der i høj gad lader virkeligheden bevæge sig ind i sin kunst, både i form af fotografier, avisudklip og hverdagsobjekter, men også på et indholdsmæssigt niveau beskæftiger Olesen sig med samfundets forhold. Særligt er Olesen optaget af at opløse de modsætningsfulde kategorier, som mennesket deler samfundet op i som f.eks. mand/kvinde og homo/hetero og i stedet finde et mere nuanceret billede af hinanden i stedet for fastlåste koncepter. Olesens værker er ligeledes karakteriseret ved, at de kan være vittige, men også alvorstunge, hvor han arbejder konceptuelt med at undersøge sociale og poetiske relationer. Værkerne kendetegnes af dybdegående research, der omfavner både naturvidenskab, kapitalisme og kunsthistorien, og har værksmæssigt beskæftiget sig med paradokset omkring, hvordan mange samfund stadig kriminaliserer homoseksualitet, samtidig med at mange beskattede kunstværker illustrerer kærlighed mellem samme køn.

Birke Gorm

Prismodtager 2018

Birke Gorm, f. 1986 i Hamborg, opvokset i Danmark og arbejder i Wien, uddannet fra University of Fine Arts, Hamborg. Birke Gorm arbejder med rummet, genstanden og lyrikken gennem en legende tilgang og poetiske overvejelser. Birke er ikke bange for at bevæge sine værker væk fra det todimensionelle, men indtager med lethed både fysiske rum eller narrativer i skrevet form. I sin kunstneriske praksis leger Birke konstant med beskuerens forventninger og selv hendes formidling af sine værker undergår kunstneriske indgreb, når Birke lader sproget udfolde sig i et eksperimenterende univers.

Nina Beier

Prismodtager 2018

Nina Beier, f. 1975 i Danmark, bor og arbejder i Berlin og uddannet fra Royal College of Art i London. Nina Beiers installationer undersøger ofte hvordan begreber som værdi, betydning og funktion er til konstant forhandling, og hun optages af motiver der indeholder de magtstrukturer, som er en del af vores fælles virkelighed. Beier lader sine skulpturer vokse ud af legen med magtens hierarkier, og hun finder nye potentialer i sine skulpturer når hun bearbejder deres materialer og undersøger deres iboende konflikter. I Beiers værker behandles objekter og figurer, som de fleste af os kender og har et forhold til, men med et twist der ændres deres betydning. Senest i 2018 har Nina Beier udstillet store løveskulpturer, som kan genkendes som vogtere foran offentlige bygninger, men som besidder vidt forskellige betydninger og symbolik, alt efter hvor i verden vi støder på dem. Nina Beier arbejder derfor med et bredt internationalt perspektiv, hvor objekter skifter betydning alt efter hvilken kontekst de optræder i, og med hvilke kulturelle øjne vi ser dem.

Kirsten Ortwed

Prismodtager 2017

Kirsten Ortwed, f.1948 i København, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1975.
Hendes praksis koncentrerer sig om skulpturens materialemæssige problemstillinger og potentiale. Hendes værker ligger i et felt mellem den stringente form og den poetiske dybde, og hun ønsker at nytænke forholdet mellem form, indhold, original og aftryk. Skulpturerne i Ortweds virke har materialet som det bærende element fremfor forestillingen om figuren, og hun ønsker at forskyde beskuerens forståelse omkring skulpturens rum. Dette opnår Ortwed når hun synliggør skulpturernes støbeform, eller indarbejder det omgivne rum i skulpturen. Kirsten Ortwed har gennem sin kunstneriske karriere modtaget adskillige udmærkelser, herunder Eckersberg Medaljen (1995) og Thorvaldsens medalje (2002).

Heine Kjærgaard Klausen

Prismodtager 2017

Heine Kjærgaard Klausen f. 1978 i Herning og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006.
Klausen lader sig ikke begrænse af medier, men anvender både collage, video, performance og installationer i sin kunst. Hans billedmættede værker behandler eksistentielle problemstillinger gennem hverdagens banaliteter. Klausen anvender tegn og symboler fra det omgivne samfund og bearbejder de dertilhørende politiske, religiøse og sociale betydninger. En tilbagevendende tematik i hans værker er et ønske om, at blotte det skjulte og fremhæve det uæstetiske. Klausens kunstneriske installationer angriber det polerede ydre og her udstiller han også sine egne fejl og mangler som kunstner. Ved at anvende hverdagens popkulturelle referencer formår Klausen at danne nye betydninger af velkendte tegn, hvor særligt værkernes titler skaber forståelsesrammer omrking vores aflæsning af værkerne.

Peter Bonde

Prismodtager 2017

Peter Bonde, f. 1958 er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i 1982 og har gennem de seneste tre årtier arbejdet med maleriets muligheder.
Bonde har eksperimenteret med et utal af materialer og medier, men har konstant rettet blikket mod nye udvidelser af maleriets felt. I 1982 deltog Bonde i den skelsættende udstilling Med Kniven på Hovedet, og har siden fortsat sin maleriske praksis i en ekspressiv stil og konceptuel refleksion over maleriets status. Bonde har i sine værker ligeledes udsat fotografie for maleriske modificeringer, hvor snapbilleder af bekendte eller parafraser af udstillingskataloger indgår i nye dialoger i Bondes kunst. I hans nyere værker er malerierne skabt på en overflade af reflekterende spejlfolie som en erstatning for det traditionelle lærred, hvilket inddrager både det omgivne rum samt beskueren. Peter Bonde var i 1999 Danmarks repræsentant på Venedig Biennalen, og har desuden modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Benedikte Bjerre

Prismodtager 2017

Benedikte Bjerre, f.1987, er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i 2016. Bjerre har desuden en uddannelse inden for sociologi fra Københavns Universitet, og denne baggrund skinner igennem i hendes værker.
Bjerre arbejder formalistisk med sociologiske fænomener i form af skulpturer og installationer, der ofte har en sammenhængskraft med deres omgivelser. Bjerre anvender observationer fra dagligdagen i sin kunsten, og hun er optaget af, hvordan beskueren ser og oplever sine omgivelser. Den rumlige bevidsthed samt det omgivne samfund inddrages i Bjerres kunstneriske perspektiv, og hun anser kunst som et socialt felt, og har derfor flere gange indgået i gruppeudstillinger med tværgående samarbejder. Her kommer hendes værker i dialog med andre værker og udfordres i konfrontationen via disse møder.

Legatuddeling 2017

Pressemeddelelse

Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler igen i år legater til danske billedkunstnere

Niels Wessel Bagges Kunstfond kan med glæde meddele, at der i år uddeles 5 legater på hver 100.000 kr. til de enkelte modtagere. Legaterne vil blive uddelt og overrakt i Bådehuset på Louisiana den 22. november 2017. Følgende kunstnere vil i år modtage legatet:

Benedikte Bjerre
Mathias og Mathias
Kirsten Ortwed
Peter Bonde
Heine Kjærdgaard Klausen.

Alle kunstnerne har en stærk kunstnerisk praksis, nyder anerkendelse herhjemme og arbejder med et internationalt sigte.

Den fulde pressemeddelelse kan findes i linket til højre (eller nedenunder på mobil).

Mathias og Mathias

Prismodtagere 2017

Mathias Toubro f. 1986 og Mathias Dyhr f. 1991 er begge uddannede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016 og har siden 2012 udgjort en kunstnerduo.
Mathias og Mathias’ værkspraksis omfatter visuelle og tekstbaserede iscenesættelser og afsløringer af den kunstneriske proces. Duoen har gennem en fælles kunstnerisk identitet fundet et kreativt redskab, som de anvender på medier som video, skulpturer og installationer. Mathias og Mathias præsenterer deres publikum for kunstneriske problemstillinger, og værkerne forsøger at udfordrer vores opmærksomhed, ved at skabe scener der forskyder rum og tidslighed. Værkerne fungerer ikke som fuldendte narrativer, men abrupte universer, der inddrager et mix af forskellige medier og materialer, der indgår i nye kunstneriske greb.