Lea Porsager

Lea Porsager, f. 1981, uddannet på Det kongelige Danske Kunstakademi og Städelschule Frankfurt am main i 2010.

Lea Porsagers kunstneriske virke favner en bred vifte af medier, såsom film, skulptur, fotografi og tekst. Værkerne er baserede på videnskabelige undersøgelser, politik, feminisme og det esoteriske. Porsagers kunst kan forekomme kryptisk da den placerer sig mellem videnskab, filosofiske og spirituelle emner – mellem det jordnære og det abstrakte. En væsentlig begivenhed i hendes kunstneriske virke var et arbejdsophold i 2018 ved CERN, hvor hun blev introduceret til kvantefysiske undersøgelser. I Porsagers værker brydes verdensbilleder i hinanden hvor der kan opstå nye åbninger og blikke på viden. Hendes værker er både spekulative og konfronterende, og senest har hun anvendt en form for stærkt forarbejdede readymades, da hun udstillede kæmpemæssige opskårne vindmøllevinger på Charlottenborg i 2020.