Author Archives: Julie Søgren Jensen

Rasmus Røhling

Prismodtager 2025

Rasmus Røhling, f. 1982, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2008 og California Institute of the Arts i 2010

Rasmus Røhlings praksis udfolder sig i krydsfeltet mellem skulptur, video og konceptuelt arbejde. Han undersøger de visuelle og kulturelle strukturer, der former vores forståelse af billeder, kroppe og identiteter. Hans værker kredser ofte om den repræsentation, ikonografi og de magtforhold, der ligger indlejret i visuelle systemer.

Røhling arbejder med allerede eksisterende billeder, objekter og fænomener, som han omskriver og omkoder for at blotlægge skjulte betydningslag. I nyere projekter har han især beskæftiget sig med sundhedssektorens billedpraksisser og de måder, hvorpå kroppe, behandling og omsorg bliver forstået og formuleret gennem målinger, teknologier og institutionelle narrativer.

Røhlings værker har været udstillet bredt både nationalt og internationalt.

Samara Sallam

Prismodtager 2025

Samara Sallam, f. 1991, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2019, Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2022 og Certificeret hypnoseterapeut fra Omni Academy i Amsterdam i 2022

Samara Sallam er en palæstinensisk-syrisk kunstner bosat i København. Hendes praksis bevæger sig mellem installation, performance, film og interaktive greb, hvor hun undersøger sprog, identitet, krop og magt i relation til både personlige og politiske erfaringer.

Sallam skaber ofte værker, der aktiverer publikum gennem handling eller sansning. Hendes praksis trækker på palæstinensiske fortælletraditioner, Sufi-mystik, hypnose og psykoanalyse, og bevæger sig mellem det indre og det ydre — mellem det materielle, det mentale og det spirituelle.

Sallam har udstillet bredt og arbejder derudover med workshops og eksperimenterende projekter, der kombinerer hypnotiske øvelser med keramik og publikumsaktivering.

Reba Maybury

Prismodtager 2025

Reba Maybury, f. 1990, uddannet fra Central Saint Martins, University of the Arts London i 2013

Reba Maybury er britisk-pakistansk kunstner, forfatter og dominatrix bosat i Danmark. Hendes praksis udfolder sig gennem performance, installation, tekst og deltagelsesbaserede formater, hvor hun undersøger magt og sociale hierarkier, særligt i relation til køn, arbejdskraft og seksuel transaktion. Hun arbejder med relationelle strukturer og uddelegerede handlinger, der synliggør og udfordrer roller knyttet til dominans, ansvar og produktion.

Mayburys værker er kendetegnet ved en skarp politisk bevidsthed og en performativ tilgang, hvor det personlige og det institutionelle sættes i spil. Hun skaber situationer, der åbner for nye læsninger af sociale relationer og magtens billedsprog.

Hun har udstillet på anerkendte kunstinstitutioner i både ind- og udland.

Ahmad Siyar Qasimi

Prismodtager 2025

Ahmad Siyar Qasimi, f. 1986, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014

Ahmad Siyar Qasimi er danskbaseret kunstner med rødder i Afghanistan. Han arbejder primært med maleri og tegning. Hans praksis kredser om billedets betydning, tilstedeværelse og kropslige virkning, og han undersøger, hvordan samtidens visuelle kultur, fra mediebilleder og konfliktzoner til natur og kunsthistoriske referencer, danner nye lag af fortælling og perception – hvad er virkelighed og hvad er fiktion?

Qasimis malerier er ofte bygget op lag for lag i en præcis og omhyggelig teknik, som skaber vibrerende overflader og en fysisk nærværende billedkrop. Motiverne befinder sig i et spændingsfelt mellem det smukke og det urovækkende, mellem det genkendelige og det foruroligende.

Qasimis værker er repræsenteret i danske museale samlinger, herunder Trapholt, og han har modtaget flere anerkendelser, blandt andet Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat.

Hesselholdt & Mejlvang

Prismodtager 2025

Hesselholdt & Mejlvang, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang består af Sofie Hesselholdt, f. 1974, og Vibeke Mejlvang, f. 1976. Duoen har siden 1999 arbejdet stedsspecifikt samt kontekst- og researchbaseret med installation, performance og interventioner i det offentlige rum. Deres tilgang bygger på en fundamental tro på kunstens evne til at operere direkte i virkeligheden og skabe betydning i mødet mellem værk og kontekst.

Duoens praksis kredser om indre- og ydre grænser, magtrelationer, nationalisme samt race- og kønsspørgsmål, og undersøger, hvordan disse emner manifesterer sig i vores verden gennem tegn som flag, farver, uniformer og arkitektoniske markeringer. Deres værker er ofte omfattende, rumlige og scenografisk iscenesatte, og de skaber situationer, der inviterer publikum til at reflektere over politiske og sociale konstruktioner.

Duoens værker har været udstillet bredt i både ind- og udland og deres arbejde indgår i flere danske og internationale samlinger.

Molly Haslund

Prismodtager 2025

Molly Haslund, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Glasgow School of Art i 2005

Molly Haslund arbejder performativt og skulpturelt i et praksisfelt, der spænder fra selvbiografiske og musikalske optrædener til scenografiske installationer og koreograferede gruppeperformances i det offentlige rum. Hun undersøger, hvordan identitet, sociale hierarkier og normer formes og forhandles gennem kropslige gestusser, kulturelle ritualer og den måde, vi organiserer vores omgivelser på.

Haslund tager ofte afsæt i konkrete steder, historisk materiale eller trivielle hverdagsgenstande, som hun forskyder gennem subtile, humoristiske og ofte absurde greb. Hendes værker retter sig mod de mekanismer, der præger mellemmenneskelige relationer, og rejser spørgsmål om repræsentation, socioøkonomiske strukturer og individets handlefrihed i en moderne verden.

Hun har opført performances og udstillet bredt i både Danmark og internationalt, derudover er Haslund repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Museet for Samtidskunst i Roskilde og i skulpturparken Wanås Konst i Sverige.

Carl Mannov

Prismodtager 2025

Carl Mannov, f. 1990, uddannet fra Oslo National Academy of the Arts i 2016

Carl Mannov er baseret i både København og Oslo. Han arbejder på tværs af maleri, skulptur og installation, hvor han undersøger fragmentering, tegnsystemer og narrativ struktur. I hans værker optræder bogstaver, kroppe og objekter som visuelle symboler, der antyder betydning uden at fastlægge den entydigt.

Mannovs praksis trækker på referencer fra arkitektur, scenografi og grafisk æstetik. Han arbejder ofte med iscenesatte rum og konstruerede situationer, der skaber en spænding mellem det figurative og det abstrakte, mellem læsbarhed og usikkerhed. Gennem disse forskydninger undersøger han, hvordan billeder og objekter producerer mening, og hvordan denne mening kan opløses, forskydes eller fordobles.

I 2023 var Mannov artist in residency ved ISCP i New York.

Jytte Høy

Prismodtager 2025

Jytte Høy, f. 1951, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1989

Jytte Høy arbejder primært med skulptur og installation. I sin praksis undersøger hun de strukturer og små forskydninger i det oversete, der åbner for nye oplevelser af materiale, form og funktion — et arbejde, hun selv beskriver som en undersøgelse af “abstrakt rum” og de ting, som ingen lægger mærke til.

Høys værker er kendetegnet ved en præcis og ofte humoristisk tilgang, hvor det banale og det komplekse griber ind i hinanden. Gennem enkle handlinger og stærke koncepter skaber hun associationer mellem hverdagsgenstande og mentale billeder og udforsker de sprækker, der opstår, når forskelligartet viden og materialitet sidestilles. Hendes skulpturelle installationer balancerer mellem det undersøgende og det poetiske og søger flertydige udsagn, der inviterer beskueren til at navigere med sanserne.

Ud over sin kunstneriske praksis har Høy haft stor betydning for den danske kunstscene som rektor for Det Jyske Kunstakademi fra 1996 til 2007 samt som medlem af Kunstrådets udvalg for billedkunst fra 2003-2007.

Hendes arbejde er repræsenteret i flere offentlige samlinger, og hun har modtaget en række hædersbevisninger, herunder Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen.

Legatuddeling 2025

Pressemeddelelse

Igen i år er det med stolthed, at Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler hæderslegater til en række fremtrædende kunstnere i Danmark. Som tidligere år sker uddelingerne i anerkendelse af kunstnernes markante kunstneriske virke og med et ønske om at støtte både yngre og mere etablerede stemmer i dansk samtidskunst.

Dette års legatmodtagere er:

Carl Mannov
Samara Sallam
Hesselholdt & Mejlvang
Jytte Høy
Ahmad Siyar Qasimi
Molly Haslund
Rasmus Røhling
Reba Maybury

Pressemeddelelse

Cecilie Norgaard

Prismodtager 2024

Cecilie Norgaard, f. 1991, uddannet fra Akademie der bildenden Künste Wien i 2021

Cecilie Norgaard er baseret i Wien, Østrig. Norgaard arbejder i sine serier af malerier med visuelle former, der undersøger læsbarhed og betydning gennem tilbagevendende tegn og billeder. Hendes værker indeholder ofte umiddelbare og almenkendte elementer såsom papkasser, lastbiler eller globusser samt mere fortolkende lag. Hun udfordrer mediets konventioner og undersøger dets semantiske implikationer, hvilket skaber en kompleks og fragmenteret pluralitet i malerierne. Norgaard nærmer sig maleriet som et system, der reflekterer gennem sig selv, og hendes arbejde er kendetegnet ved en evne til at sublimerer kendte former og udfordre det velkendte gennem subtile analogier.
Norgaards værker har været udstillet på anerkendte udstillingssteder både i Danmark og internationalt.

Tinne Zenner

Prismodtager 2024

Tinne Zenner, f.1986, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016

Tinne Zenner arbejder både som billedkunstner og filmskaber. Hun fokuserer i sin praksis på Danmarks koloniale indflydelse i Grønland, med særlig opmærksomhed på den neokoloniale udvinding af geologiske ressourcer. Zenner arbejder med medier som analog film, 3D-gengivelser og installationer, og hendes værker visualiserer lag af historie, politik og kollektiv hukommelse.
Zenner har udstillet internationalt på museer som Reykjavik Kunstmuseum og Nuuk Kunstmuseum, og hendes film har været vist på festivaler som CPH:DOX og New York Film Festival. Hun er medlem af filmkollektiverne Sharna Pax og Terrassen, og lektor ved Det Jyske Kunstakademi.

Javier Tapia

Prismodtager 2024

Javier Tapia, f. 1976, Chile, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi

Chilenske Javier Tapia er bosiddende i København. Hans kunstneriske arbejde udforsker geopolitik, identitet og koloniseringen af verden. Gennem en tværæstetisk praksis, der inkluderer video, fotografi, tegning og collage, og ofte tager form af installationer, skaber Tapia værker, der kommenterer på sociale kampe og kulturelle dynamikker, både lokalt og globalt. Hans værker dykker ned i BIPOC-perspektivet og åbner en kritisk dialog om de konsekvenser, som kolonialisme har haft.
Tapia har udstillet i ind- og udland samt modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for sin kritiske vision og evne til at skabe rum for refleksion både i og uden for institutionerne.

Berit Heggenhougen-Jensen

Prismodtager 2024

Berit Heggenhougen-Jensen, f. 1956, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1990 og L’École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris i 2004

Berit Heggenhougen-Jensen fik sit gennembrud med den skelsættende generationsudstilling Kniven på hovedet i 1982. Udstillingen markerede starten på “det vilde maleri” i Danmark. Heggenhougen-Jensens arbejde spænder over maleri, objektkunst, installationer, foto og video, og udfolder sig ofte i serier som undersøger specifikke problematikker. Et kendetegn ved hendes værker er en demontering af konventionel billeddannelse, hvor hun leger med ord, materialer og referencer til privatlivet, samfundet eller kunsthistorien. Processen er central i hendes arbejde, og motiverne gentages i forskellige sammenstillinger. Værkerne indeholder ofte en ironisk distancering.
Heggenhougen-Jensens værker er repræsenteret på flere af landets store museer, herunder SMK, ARoS og KUNSTEN.

Rebekka Hilmer Heltoft

Prismodtager 2024

Rebekka Hilmer Heltoft, f. 1991, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2023

Rebekka Hilmer Heltoft har en baggrund i filosofi, hvilket afspejles i hendes kunstneriske arbejde, der udforsker komplekse relationer mellem natur, materialer og perception gennem installationer og tegninger. Et gennemgående tema i hendes praksis er rammen – både som fysisk objekt og som koncept. Hun undersøger indramningens funktion og betydning ved at bruge rammen på forskellige måder. Værkerne fokuserer på forholdet mellem fravær og tilstedeværelse og stiller spørgsmål ved, hvor meget eller hvor lidt der kræves for, at noget kan blive til.
Hendes værker udforsker den nære relation mellem de små detaljer i verden og de store, ofte usynlige energier, der omgiver os.

Anna Stahn

Prismodtager 2024

Anna Stahn, f. 1994, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Parsons Fine Art, The New School, New York 2020

Anna Stahn arbejder med formater på papir, i tekst, keramik og tekstiler. Hendes værker undersøger en række temaer som begær, forbrug, kvindeliv, forfald og de økonomiske og kulturelle relationer, der former menneskelige interaktioner. Stahn har trods sin unge alder modtaget adskillige legater, udstillet i både ind- og udland og udgivet tekster til en række litterære og kulturelle tidsskrifter. Herudover er hun grundlægger og redaktør af Longetti Press. Stahn inspireres af litteratur, nyheder, mode, popkultur, udstillinger hos andre kunstnere og konkrete fysiske ting. Hendes værker inviterer beskueren til at reflektere over dobbeltheder i både objekter og ideer.

Jytte Rex

Prismodtager 2024

Jytte Rex, f. 1942, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademiet i 1969

Jytte Rex blander i sit kunstneriske arbejde maleri, film, fotografi, tegning og tekst på en måde, så hendes værker ikke umiddelbart kan placeres indenfor billedkunstens traditionelle kategorier. Hendes univers er avantgardistisk, mytologisk og poetisk ofte med en feministisk tematik. Rex har modtaget adskillige priser og legater for sit arbejde, som også gennem tiden er blevet præsenteret på en lang række udstillinger og filmfestivaler i både ind- og udland.
Herudover har Rex haft stor betydning som forfatter. I 1972 udgav hun Kvindernes bog, som blev en vigtig tekst i kvindefrigørelsens første bølger og som i 2024 blev genudgivet for fjerde gang. I alt har Rex udgivet 12 bøger, herunder romaner, essays, fotobøger og tegninger.

Legatuddeling 2024

Pressemeddelelse

Igen i år er det med en stor portion stolthed, at Niels Wessel Bagges kunstfond uddeler 11 hæderslegater til toneangivende kunstnere i Danmark. Ligesom de forgangne år sker uddelingerne i anerkendelse af kunstnernes kunstneriske fortjeneste, men med fokus på at tilgodese både yngre talenter og ældre mere etablerede kunstnere i branchen.

Dette års legatmodtagere er:

Cecilie Norgaard
Anna Stahn
Berit Heggenhougen-Jensen
Martin Brandt Hansen
Rebekka Hilmer Heltoft
Freja Sofie Kirk
Jytte Rex
Tinne Zenner
Frederik Næblerød
Javier Tapia
Åse Eg Jørgensen

Pressemeddelelse

Åse Eg Jørgensen

Prismodtager 2024

Åse Eg Jørgensen, f. 1958, uddannet grafiker på Skolen for Brugskunst i 1989

Åse Eg Jørgensen har som kunstner og grafisk tilrettelægger arbejdet med bøger og udstillinger i over 30 år. Særligt kunstbogen har været et gennemgående fokus i hendes virke. Hendes arbejde er præget af en insisterende udforskning af bogen som både struktur, medium og objekt. Siden 1981 har hun været medredaktør af det ældste kunstnertidsskrift i Danmark, Pist Protta. Herudover har hun bidraget til et væld af kunstbøger og udstillingskataloger og er kendt for sin grundige og konsekvente tilgang til design og layout.
Jørgensen har modtaget flere priser og udmærkelser for sit arbejde, herunder Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Anne Marie Telmányi-legatet og Bob Calle Artist Book Award. 

Frederik Næblerød

Prismodtager 2024

Frederik Næblerød, f.1988, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2018

Frederik Næblerød er kendt for sine ekspressive og til tider groteske værker, der spænder over maleri, skulptur, keramik, tegning og installationer. Hans kunst er præget af spontanitet, humor og en rå energi. Næblerøds værker skildrer ofte fantastiske væsener, surrealistiske scener og absurde billeder, inspireret af science fiction, mytologi og drømme samt stemninger og følelser i vores nutid. Værkerne udforsker temaer som identitet, samfundsnormer og det groteske, ofte med en legende, men kritisk tilgang. Hans værker er en del af flere offentlige samlinger, herunder Ny Carlsberg Fondet, Statens Kunstfond og Vejle Kunstmuseum. Han er anerkendt for sit arbejde i både ind- og udland.

Freja Sofie Kirk

Prismodtager 2024

Freja Sofie Kirk, f. 1990, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2024

Freja Sofie Kirk udforsker gennem sin kunstneriske praksis, hvordan vi formes af de visuelle, arkitektoniske og sproglige strukturer omkring os, og af de magtsystemer, som vi er en del af. Hun er optaget af de subtile magtspil, der påvirker vores måde at se på os selv og verden, og hendes arbejde udfordrer den måde, billeder genererer betydning i nutidens samfund – hvad vil det sige at være menneske i en verden af billeder? Gennem video, fotografi og tekst undersøger hun billedets indre mekanismer og paradokser, og hvordan billeder kan indfange, men også forvride virkeligheden. Kirks værker er blevet vist på udstillinger og anerkendte filmfestivaler i både ind- og udland.

Martin Brandt Hansen

Prismodtager 2024

Martin Brandt Hansen, f. 1990, Grønland, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2022

Martin Brandt Hansen er dansk-grønlandsk billedkunstner, der primært arbejder med skulptur og installationer. Gennem sine værker udforsker Brandt Hansen kulturelle, sociale og historiske betydninger. I værkerne sammensætter han ofte elementer fra vestlig massekultur med traditionel grønlandsk ikonografi, eksempelvis tupilak-figurer i sammenstilling med tomatketchup fra Heinz eller en påhængsmotor fra Honda. Hans kunst reflekterer en humoristisk, men kritisk tilgang til den vestlige indflydelse på Grønland. Brandt Hansens arbejde er kendetegnet ved en stor nysgerrighed og dybdegående viden om de kulturelle emner, som han arbejder med, herunder vestlig kunsthistorie og den rige mytologi fra Inuit-kulturen. Han benytter i sin praksis antropologiske og etnografiske metoder.

Masar Sohail

Prismodtager 2023

Masar Sohail, f. 1982, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009.

Masar Sohail er dansk-irakisk billedkunstner og filmskaber. Sohail arbejder på tværs af medier og hans praksis spænder over film, grafik, maleri og keramik. Masar Sohail er optaget af spørgsmål om identitet og fremmedgørelse, og bruger samtidskunstens rum til konsekvent og med humor at udstille de fremherskende politiske diskurser, som bidrager til fremmedgørelsen af folk fra ikke-vestlige kulturer. Særligt krigen mod terror, som har været definerende for forholdet mellem øst og vest siden 2001, bearbejdes i Sohails værker. Gennem et mangeårigt samarbejde med billedkunstner Halfdan Pisket, som kulminerede med udstillingen The Mullah på udstillingsstedet Tranen i Hellerup i 2022, søgte de to kunstnere netop at skabe en kunstnerisk modfortælling om forholdet mellem øst og vest.

Finn Reinbothe

Prismodtager 2023

Finn Reinbothe, f.1953, autodidakt billedkunstner.

Finn Reinbothe har siden starten af 1980’erne udfordret vores grundlæggende lyst og behov for at finde en mening i alting. I hans værker findes ingen klare betydninger på hverken det rationelle, sproglige eller narrative plan – intet samlet budskab. På det formelt æstetiske og sanseligt materielle plan findes til gengæld en stor rigdom af betydninger. Reinbothe blander i sine værker et væld af medier og materialer, herunder fundne genstande, helt uden skelnen til den værdi eller ikke-værdi, som et givent materiale normalvis tillægges. Eksempelvis udstilles papkasser, mælkekasser og foliebakker side om side med gipsmodeller, glasplader og tekstiler. Helt centralt i Finn Reinbothes virke er hans arbejde med at kombinere forskellige typer af rum; dagligdagens rum, værkernes rum, udstillingsrummet, fiktive rum og repræsenterede rum, for med værkerne at skabe et refleksionsrum, der tilbyder et kritisk og mere nuanceret blik på den verden, vi lever i. 

Anita Jørgensen

Prismodtager 2023

Anita Jørgensen, f.1942, uddannet på Skolen for Brugskunst, Billed- og tekstillinjen i 1981.

Anita Jørgensens formsprog er abstrakt. Formerne og farverne på materialer som gitre, tykke glasplader, krøllet bly og neonrør i forskellige formationer skaber mening og fylde i de rum, hvor værkerne får plads – de gør rummet til et sted. I værkerne, som ofte er af en vis størrelse, inddrages rum og mellemrum som skulpturelt materiale og således griber værkerne ind i både beskueren og arkitekturens rum. Anita Jørgensen har en materialefornemmelse som få og sammensætter materialer som komplimenterer og fremhæver hinandens kvaliteter og indre modsætninger. Og lige netop modsætninger og kontraster kendetegner hendes abstrakte konstruktioner, hvor dualiteter som åben/lukket, håndgribelig/uhåndgribelig, orden/kaos, ude/inde, solid/flygtig, tung/let, arkitektur/ikke-arkitektur giver værkerne en særegen energi i en form for modsætningernes harmoni.

Charlotte Brüel

Prismodtager 2023

Charlotte Brüel, f. 1945, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1968/1978 og har herudover læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet i årene 1972-74.

Da Charlotte Brüel kom ind på kunstakademiet i 1965, var der blandt eleverne en meget snæver forståelse af, hvad kunst var. Der var tegnet to retninger op, enten kunne man gå på malerskolen eller på billedhuggerskolen, der var ingen interesse for hybridformer. Den opfattelse udfordrer Brüel til stadighed i sine værker, hvor industrielle akrylmontrer indrammer skulpturelle undersøgelser i ler og fundne genstande såsom fjer fra en due. Værkerne er resultatet af en proces, som altid starter ved det tilfældige, der også er en essentiel faktor i udvælgelsen af det endelige motiv. I værkerne fornemmes modsætningsforholdet mellem naturen og den menneskelige bearbejdning tydeligt. De syntetiske akrylmontrer skærmer deres organiske indhold, som en form for unedbrydelige drivhuse.

 

Lydia Hauge Sølvberg

Prismodtager 2023

Lydia Hauge Sølvberg, f.1989, uddannet fra Billedhuggerskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017.

Den norske billedkunstner Lydia Hauge Sølvberg, som bor og har sit primære virke i Danmark, blander i sine installationer kulturelt veletablerede myter med egne fortællinger. Hendes poetiske installationer, som udarbejdes i bronzeafstøbninger, ler, polyester, video og tekst, er undersøgelser af teknik og materialitet, men rummer også en figurativ og narrativ dimension. Figurationerne tager både form som positive og negative afstøbninger og synes ofte at gemme på noget, en sorgfuldhed eller en viden, der ligger udenfor selve værket. De er tomme forme af levet liv, som både synes mystiske og nærværende. Lydia Hauge Sølvbergs univers er poetisk, skrøbeligt og alvorligt, men dog med et strejf af humor.

Emil Rønn Andersen

Prismodtager 2023

Emil Rønn Andersen, f. 1986, uddannet BFA fra Malmø Art Academy i 2012 og MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015.

Emil Rønn Andersen arbejder i krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Siden 2014 har han udviklet et lyssætningsapparat, der automatiserer eksisterende og udvikler nye typer af lyssætningsmetoder i en fotografisk proces. Apparatet, som har fået navnet DK 179913 er i stand til at producere atmosfærisk lys og simuleringer af miljøer. Med DK 179913 gør Rønn Andersen det muligt at skabe en alternativ virkelighed og retter herved fokus mod, hvad vi anerkender som virkeligt i et postfaktuelt samfund. Han udfordrer også vores opfattelse af fotografiet som et sandhedsvidne og bryder grænserne for, hvad fotografiet kan. Sidst, men ikke mindst er hans arbejde med til at skabe en udvidet forståelse af, hvad kunst er og kan bidrage med, da store dele af hans kunstneriske virke indtil videre har bevæget sig i et interdisciplinært krydsfelt mellem kunsten og teknologiens verden.

Simon Dybbroe Møller

Prismodtager 2023

Simon Dybbroe Møller, f.1976, uddannet fra Kunstakademie Düsseldorf i 2001 og Städelschule, Frankfurt am Main i 2005. Stifter af performanceprogrammet Why Words Now og professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Simon Dybbroe Møller undersøger i sin kunstneriske praksis, hvordan fortællinger og mediebilledet er definerende for måden, som vi forstår tingenes materialitet og fysiske væren på, men samtidig også hvordan materialitet og fysisk væren påvirker fortællingerne herom. Dette ses eksempelvis i værket Bag of Bones, som var en del af Dybbroe Møllers udstilling Hypnic Jerk på Kunsthal Aarhus i 2023. Værket er en videoprojektion af en digital animation af Grauballemanden. Med værket søger Simon Dybbroe Møller svar på, hvordan narrativet omkring Grauballemandens jordiske rester er blevet skabt og forhandlet i nyere tid. Særligt fortællingen om at knoglerne blot stammede fra en drukkenbolt, som for nyligt var afgået ved døden og den efterfølgende mislykkede kulstofdateringsproces, finder Dybbroe Møller interessant.

Kirstine Aarkrog

Prismodtager 2023

Kirstine Aarkrog, f. 1986, uddannet MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Kunstakademiet i Tromsø i 2013 samt skrædder i 2005

Omdrejningspunktet for Kirstine Aarkrogs kunstneriske arbejde er den menneskelige krop. Gennem skulpturer og installationer undersøger hun, hvordan mennesket orienterer sig i fysiske og mentale rum med udgangspunkt i kroppen som en form for kontaktflade. I sin udstilling Risø på den uafhængige kunsthal Simian i København i 2021, tog hun eksempelvis afsæt i det arbejde, der blev udført på atomforsøgsstationen Risø. Her undersøgte man bl.a., hvordan man kunne rense mælk, der var blevet kontamineret med radioaktivt materiale. I Aarkrogs kunstneriske fortolkning omdannes Risø til et forsøgscenter for traumehåndtering. Umiddelbart sammenfører udstillingen to rum, som synes vidt forskellige. I Aarkrogs billedverden har rummene og det arbejde, der udføres heri dog flere ligheder. Grundpræmissen er, at hvis man drikker mælk, der er kontamineret med radioaktive stoffer, sætter disse sig i kroppen og påvirker den indefra, det samme gør psykiske traumer.

Cecilie Skov

Prismodtager 2023

Cecilie Skov, f. 1988, uddannet BA Art Practice fra Goldsmiths i London i 2012 og MFA fra Billedhuggerskolen samt MA i Teori og formidling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016.

Cecilie Skov arbejder med skulpturer, installationer og publikationer. Hun sætter med sine abstrakte værker spørgsmålstegn ved den måde viden, diskurser, sprog og objekter organiseres på. Værkerne er forankret i en cyklisk tankegang, hvor alting cirkulerer, blandes og genopstår i nye sammenhænge. Denne flydende bevægelse i tingenes væren fastholder Cecilie Skov i sine værker ved hjælp af støbning. For hende er det at støbe en måde at huske på og samtidig giver metoden hende mulighed for at studere det der flyder og bevæger sig. Hendes motivverden kombinerer det konkrete og det abstrakte og refererer til myter, arkitektur, zoologi og økologiske kriser. Inspirationen finder hun i fiktive universer. For Cecilie Skov er både litteratur og kunst en mulig vej ind i potentielle andre verdener og tankemåder.

Camilla Berner

Prismodtager 2023

Camilla Berner, f. 1972, uddannet fra Chelsea College of Art and Design i London i 1998 samt fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole og Landbohøjskolen som landskabsarkitekt.

Camilla Berner arbejder konceptuelt med stedsspecifikke værker, hvor omdrejningspunktet er naturen. Hun bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst og videnskab og benytter gerne metoder fra andre fagområder, såsom biologien, når hun eksempelvis udarbejder artslister over alle planter i et givent område. Gennem sin værkpraksis problematiserer Berner menneskets forhold til naturen og mange af hendes værker tager afsæt i den vegetation, som gror utilsigtet og på egne præmisser i urbane miljøer, ukrudt. Betegnelsen ‘ukrudt’ kommer af det gamle danske ord ‘ugræs,’ som definerer en række planter, der er uønskede og ikke tillægges værdi i vores kultur.
Modsat videnskabsmanden, som tilstræber objektivitet i sin fremstilling af verden, tilbyder Camilla Berner en alternativ måde at anskue tingenes tilstand på, et andet perspektiv.

Henrik B. Andersen

Prismodtager 2023

Henrik B. Andersen, f.1958, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1987.
Fra 1999 til 2008 fungerede Andersen som professor ved Skulpturskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Siden 2008 har han været professor ved Vilnius Academy of Fine Arts i Litauen.

Henrik B. Andersen er som billedhugger interesseret i at udvikle og forny skulturen som et moderne medie – i at skabe skulpturer, der bidrager med noget på mediets betingelser og på en relevant måde i forhold til den tid, vi lever i. Med udgangspunkt i minimalisme og konceptuel kunst, kombinerer han i sine skulpturer og installationer klassiske kunstformer med postmodernisme. Hans udtryk er bredt og spænder fra det meget figurative og genkendelige til det mere åbne og abstrakte. Fælles for værkerne er, at de ofte bærer en betydningsmæssig kompleksitet. Værkerne spiller på kunsthistoriske referencer og udfordrer skulpturens grundelementer og klassiske materialevalg. Herved udvides det klassiske skulpturbegreb og mediet får fornyet relevans.

Eliyah Mesayer

Prismodtager 2023

Eliyah Mesayer, f. 1987, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2020.

Eliyah Mesayer udtrykker sig både gennem fotografi, poesi, installation og performance. Fællesnævneren er en alkymistisk tradition, særligt den der findes i Jabir ibn Hayyans afhandlinger (721-815). Jabir ibn Hayyan omtales som ‘Kemiens fader’ og ligesom ham har Mesayer en stor interesse for den kemiske reaktion og forvandling, der opstår når forskellige ting mødes/sættes sammen.
Et gennemgående tema i Eliyah Mesayers kunstneriske virke er den fiktive stat Illiyeen – staten for de statsløse. Med Illiyeen bringer Mesayer sin personlige familiehistorie i spil. I den kunstneriske fortælling herom sammenflettes personlige beretninger med mytiske sagn, historiske fakta, alkymi, sprog og poesi i et fiktivt univers, hvor alle er statsløse og tilhørsforhold defineres af menneskelige bånd og de kemiske forbindelser, der opstår i mødet mellem individer. I forlængelse af arbejdet med Illiyeen har Eliyah Mesayer oprettet Mesayer Fonden, der hjælper statsløse unge med at få papir på deres tilhørsforhold. Hermed får Mesayers kunstneriske arbejde et tydeligt politisk ståsted.

Legatuddeling 2023

Pressemeddelelse

Igen i år er det med stor stolthed, at Niels Wessel Bagges Kunstfond kan uddele over ti hæderslegater til betydningsfulde billedkunstnere i Danmark. Og som altid sker uddelingerne med stort fokus på at tilgodese både yngre og mere etablerede kunstnere. Særligt sidstnævnte gruppe skal have stor opmærksomhed, mener fonden.

I år kan Niels Wessel Bagges Kunstfond med glæde uddele hæderslegater á 100.000 skattefrie kroner til hele 12 danske billedkunstnere. De er:

Lydia Hauge Sølvberg
Cecilie Skov
Emil Rønn Andersen
Eliyah Mesayer
Kirstine Aarkrog 
Masar Sohail 
Simon Dybbroe Møller
Camilla Berner 
Henrik B. Andersen
Finn Reinbothe 
Charlotte Brüel
Anita Jørgensen 

Pressemeddelelse

Silas Inoue

Prismodtager 2016

Silas Inoue, f. 1981, er uddannet fra Kunstakademiets Designskole i 2010. I perioden 2007-08 studerende han på fakultetet for kunst og design ved Osaka Seikei University i Japan og fra 2008-09 ved Jan Matejki Academy of Fine Arts i Krakow.
I sit arbejde med tegning, maleri, skulptur og installation gør Inoue brug af klassiske såvel som ukonventionelle metoder og materialer, herunder levende dyr og planter. Hans arbejdsproces er præget af en spænding mellem det spontane og det kontrollerede, det umiddelbare og det sirlige.
Inoue berører i sine værker en bred vifte af temaer såsom globalisering, økologi, økonomi, drømme og spirituelle forestillinger.

Amalie Smith

Prismodtager 2016

Amalie Smith, f. 1985, er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015. Hendes værkpraksis udfolder sig på tværs af tekst, video, foto, objekter og installation.
Smith krydser ofte gængse genrekonventioner indenfor litteraturen og billedkunstens verden, hvorved hun skaber særegne og originale hybridformater. Hun inspireres efter eget udsagn af ”litteratur, film og fænomener fra den virkelige verden, som beskrevet i fx fysikken, biologien, psykologien og filosofien”, hvilket afspejles i hendes arbejde, der ofte balancerer mellem følelser og intellekt, mellem det fiktive og det faktuelle, på kanten til det videnskabelige.
Amalie Smith har modtaget flere udmærkelser for sit arbejde, herunder Kronprinseparrets Stjernedryspris i 2015.

Merete Vyff Slyngborg

Prismodtager 2016

Merete Vyff Slyngborg, f. 1982, er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2011 og har studeret på Akademie der Bildenden Künste i Wien, 2008-09.
Slyngborg arbejder primært med fotografi, skulptur og installationer, hvorigennem hun undersøger, hvordan begreber som smag, trends og tendenser, særligt indenfor billedkunsten, opstår og udvikler sig. Hendes værker bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst og design, og arbejder med overgangen fra 2D til 3D – eller omvendt. Hun indgår ofte samarbejde med professionelle fra andre felter, eksempelvis indretningsstylister.
Merete Vyff Slyngborg er medstifter af udstillingsrummene YEARS og NEW YEARS i København.

Tina Maria Nielsen

Prismodtager 2016

Tina Maria Nielsen, f. 1964, er uddannet Billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999. Hun har udstillet bredt på både den nationale og internationale kunstscene. I sit kunstneriske arbejde koncentrerer Nielsen sig primært om overgangen mellem hverdags-, værksteds- og kunstrum. Hendes skulpturer er ofte 1:1 afstøbninger af genkendelige hverdagsobjekter i bronze, cement, voks og gummi – et konceptuelt greb der hiver objekterne ud af deres normale kontekst og placerer dem i et rum, hvor der sættes spørgsmålstegn ved deres funktion og betydning.
Tina Maria Nielsen er medstifter af udstillingsstedet Skulpturi, der vandt Kunstkritikerprisen i 2012.

Jean Marc Routhier


Prismodtager 2016

Jean Marc Routhier, f. 1987, bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Billedhuggerskolen ved det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015. Tre år af uddannelsen har fundet sted på Universität der Künste i Berlin.
Routhier arbejder eksperimenterende og tværmedialt, både i sin individuelle praksis, hvor han hovedsageligt beskæftiger sig med print, skulptur og installation, og i forskellige kunstneriske og kuratoriske samarbejder. Hans værker er konceptuelle og balancerer ofte mellem rene abstraktioner og det informative. Gennem værkerne undersøger Routhier spørgsmål om konstruktionen af et subjekt og eksistensen af en objektiv sandhed, som ikke kan betvivles.

Morten Skrøder Lund

Prismodtager 2016

Morten Skrøder Lund, f. 1980, bor og arbejder i Berlin og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2003-09. Skrøder Lunds medie er maleriet, men han ønsker ikke at blive defineret som maler, hellere som en person, der producerer malerier. Hans abstrakte malerier har intet motiv og ingen indbygget fortælling, men derimod en særegen tekstur og stoflighed dannet af malingen, som har fået lov til at folde sig ud på sine egne præmisser.
Skrøder Lund har altid en klar retning, når han går i gang med et værk, som han både udfordrer og styrer via forskellige handlinger og eksperimenter. I sidste ende får værket dog lov til at udfolde sin egen logik. Alle Skrøder Lunds værker er således produkter af en ”samtale” mellem kunstneren og værket, som først er afsluttet, når maleriets forskellige lag er helt tørre.

Sian Kristoffersen

Prismodtager 2016

Sian Kristoffersen, f. 1969, er uddannet fra Glasgow School of Art, 2000-04, og Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2005-07. Kristoffersen arbejder med fotografi, print, video, installation og skulptur. Hendes arbejde er kendetegnet ved en høj grad af intertekstualitet, hvor kunsthistoriske og populærkulturelle referencer sættes i spil og hvor det historiske bruges som udgangspunkt for at undersøge og italesætte nutidige problemstillinger. Et særligt fokus for Kristoffersen er det mytologiske.
Hun udtrykker sig primært i poetiske og surealistiske tableauer, hvori materialet og motivet er vægtet ligeligt.
Sian Kristoffersen har udstillet bredt på gallerier og kunsthaller i både ind- og udland.

Legatuddeling 2016

Pressemeddelelse

Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler igen i år legater til danske billedkunstnere

Niels Wessel Bagges Kunstfond kan med glæde meddele, at der i år uddeles 7 legater på hver 100.000 kr. til de enkelte modtagere. Legaterne vil blive uddelt og overrakt i Bådehuset på Louisiana den 30. november 2016 kl. 18.30. Følgende kunstnere vil i år modtage legatet:

Amalie Smith
Jean Marc Routhier
Merete Vyff Slyngborg
Morten Skrøder Lund
Sian Kristoffersen
Silas Inoue
Tina Maria Nielsen.

Alle kunstnerne har en stærk kunstnerisk praksis, nyder anerkendelse herhjemme og arbejder med et internationalt sigte.

Den fulde pressemeddelelse kan findes i linket til højre (eller nedenunder på mobil).

Sophie Dupont

Prismodtager 2015

Sophie Dupont, f. 1975, bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2003-07) og har udstillet bredt både nationalt og internationalt. Dupont arbejder med maleri, video og performance. Fælles for Duponts værker er, at de undersøger de samme temaer: krop, psyke, ritualer, gentagelser og spiritualitet samt dikotomier som krop og sind, kunst og liv, kunstner og beskuer. Værkerne forholder sig ydermere ofte til Duponts egen krop og tager udgangspunkt i det helt basale, såsom åndedrættet, kropsvægten, bevægelsen og balancen. Dupont arbejder i forlængelse af det 20. århundredes performative og konceptuelle traditioner.

 

Christian Danielewitz

Prismodtager 2015

Christian Danielewitz, f. 1978, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2003-09) og fra Center for Contemporary Art, Kitakyushu, Japan (2009-10). Danielewitz har udstillet bredt både nationalt og internationalt. I sit kunstneriske virke fokuserer han gennem en multimedial tilgang på forskellige former for repræsentation såsom tv-studiet, museumsdisplayet og offentlige monumenter. Centrale begreber i Danielewitz’ virke er oprindelse, autenticitet og oversættelse (sprogligt såvel som materielt). Meget af sit materiale har Danielewitz indsamlet på rejser i blandt andet Afghanistan, DR Congo, Nordkorea, Libanon og Syrien.

Astrid Myntekær

Prismodtager 2015

Astrid Myntekær, f. 1985, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2005-12) og fra Hochschule für bildende Künste, Hamborg (2008-09). Lys, lyd, refleksioner, video og fotografi er blot nogle af de komponenter, der indgår i Myntekærs rumlige installationer, som især er kendetegnet ved hendes særegne lysæstetik. Myntekærs værker placerer sig på grænsen mellem videnskab og mysticisme, og undersøger ofte de usynlige kræfter og energier, som former vores fysiske verden på makro- og mikro niveau. Myntekær har udstillet bredt både i Danmark og udlandet.

 

Absalon Kirkeby

Prismodtager 2015

Absalon Kirkeby, f. 1983, bor og arbejder i København. Kirkeby er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2008-13) og fra Goldsmith College, London (2010). Kirkeby arbejder med fotografi, som han tydeligt manipulerer og bearbejder digitalt, således at det endelige udtryk bliver abstrakt. Kirkebys fotografier står herved i kontrast til fotografiets sædvanlige 1:1 skildring af verden. Manipulationen er en del af motivet i værkerne, det er effektfulde og artificielle konstruktioner og iscenesættelser, der bærer tydelige spor efter Kirkebys undersøgende og afprøvende arbejdsprocesser.

Absalon Kirkeby driver kunstnerbogsforlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten sammen med Kasper Hesselbjerg.

Ditte Gantriis

Prismodtager 2015

Ditte Gantriis, f. 1980, er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2006 og fra Danmarks Designskole i 2008. Gantriis arbejder primært med prints og installationer. Et gennemgående greb i hendes praksis er, at billederne ofte balancerer på grænsen mellem en abstrakt og figurativ form. I sit arbejde inkorporerer Gantriis en række stereotype og kommercielle komponenter fra samtiden. Hun ønsker herigennem at undersøge, hvordan objekter, billeder, ord og tegn er spundet ind i et net af mening samt at skabe opmærksomhed omkring den æstetik, der omgiver os og de følelser, som vi ubevidst investerer heri. Gantriis har udstillet både nationalt og internationalt.

 

Troels Sandegård

Prismodtager 2015

Troels Sandegård, f. 1979, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2000-07). Sandegård har flere udstillinger bag sig både i ind- og udland. Gennem et installatorisk formsprog undersøger Sandegård de fysiske processer i vores omgivelser, herunder vores fysiologiske væren. Værkerne er en udforskning af den menneskelige krops interaktion med sine omgivelser samt en søgen efter mening og sammenhæng i de naturlige omgivelsers materielle detaljer; støv, sved, mikroorganismer osv. Hos Sandegård smelter det konceptuelle og det fysiske samt det videnskabelige og det æstetiske sammen – det er en tematisering af vores forståelse af kroppen, kunsten og livet i det hele taget.

Troels Sandegård er en del af kunstnerduoen The Institute of Bioinformation, som består af Sandegård og Ebbe Stub Wittrup.

 

 

Legatuddeling 2015

Pressemeddelelse

Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler igen i år legater til danske billedkunstnere

Niels Wessel Bagges Kunstfond kan med glæde meddele, at der i år uddeles 6 legater på hver 100.000 kr. til de enkelte modtagere. Legaterne vil blive uddelt og overrakt på Louisiana i Bådehuset den 2. december 2015 kl. 18.30. Følgende kunstnere vil i år modtage legatet:

Absalon Kirkeby
Astrid Myntekær
Christian Danielewitz
Ditte Gantriis
Sophie Dupont
Troels Sandegård.

Legatet uddeles i år til en række unge kunstnere i håbet om at give økonomisk frihed til at skabe. Fælles for kunstnerne er, at de i deres praksis forholder sig til tematikker, der vedrører det at være menneske i dag.

Alle kunstnerne har en stærk kunstnerisk praksis, nyder anerkendelse herhjemme og arbejder med et internationalt sigte.

Den fulde pressemeddelelse kan findes i linket til højre.