Jytte Høy
Prismodtager 2025
Jytte Høy, f. 1951, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1989
Jytte Høy arbejder primært med skulptur og installation. I sin praksis undersøger hun de strukturer og små forskydninger i det oversete, der åbner for nye oplevelser af materiale, form og funktion — et arbejde, hun selv beskriver som en undersøgelse af “abstrakt rum” og de ting, som ingen lægger mærke til.
Høys værker er kendetegnet ved en præcis og ofte humoristisk tilgang, hvor det banale og det komplekse griber ind i hinanden. Gennem enkle handlinger og stærke koncepter skaber hun associationer mellem hverdagsgenstande og mentale billeder og udforsker de sprækker, der opstår, når forskelligartet viden og materialitet sidestilles. Hendes skulpturelle installationer balancerer mellem det undersøgende og det poetiske og søger flertydige udsagn, der inviterer beskueren til at navigere med sanserne.
Ud over sin kunstneriske praksis har Høy haft stor betydning for den danske kunstscene som rektor for Det Jyske Kunstakademi fra 1996 til 2007 samt som medlem af Kunstrådets udvalg for billedkunst fra 2003-2007.
Hendes arbejde er repræsenteret i flere offentlige samlinger, og hun har modtaget en række hædersbevisninger, herunder Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen.