Hesselholdt & Mejlvang

Prismodtager 2025

Hesselholdt & Mejlvang, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang består af Sofie Hesselholdt, f. 1974, og Vibeke Mejlvang, f. 1976. Duoen har siden 1999 arbejdet stedsspecifikt samt kontekst- og researchbaseret med installation, performance og interventioner i det offentlige rum. Deres tilgang bygger på en fundamental tro på kunstens evne til at operere direkte i virkeligheden og skabe betydning i mødet mellem værk og kontekst.

Duoens praksis kredser om indre- og ydre grænser, magtrelationer, nationalisme samt race- og kønsspørgsmål, og undersøger, hvordan disse emner manifesterer sig i vores verden gennem tegn som flag, farver, uniformer og arkitektoniske markeringer. Deres værker er ofte omfattende, rumlige og scenografisk iscenesatte, og de skaber situationer, der inviterer publikum til at reflektere over politiske og sociale konstruktioner.

Duoens værker har været udstillet bredt i både ind- og udland og deres arbejde indgår i flere danske og internationale samlinger.