Eliyah Mesayer

Prismodtager 2023

Eliyah Mesayer, f. 1987, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2020.

Eliyah Mesayer udtrykker sig både gennem fotografi, poesi, installation og performance. Fællesnævneren er en alkymistisk tradition, særligt den der findes i Jabir ibn Hayyans afhandlinger (721-815). Jabir ibn Hayyan omtales som ‘Kemiens fader’ og ligesom ham har Mesayer en stor interesse for den kemiske reaktion og forvandling, der opstår når forskellige ting mødes/sættes sammen.
Et gennemgående tema i Eliyah Mesayers kunstneriske virke er den fiktive stat Illiyeen – staten for de statsløse. Med Illiyeen bringer Mesayer sin personlige familiehistorie i spil. I den kunstneriske fortælling herom sammenflettes personlige beretninger med mytiske sagn, historiske fakta, alkymi, sprog og poesi i et fiktivt univers, hvor alle er statsløse og tilhørsforhold defineres af menneskelige bånd og de kemiske forbindelser, der opstår i mødet mellem individer. I forlængelse af arbejdet med Illiyeen har Eliyah Mesayer oprettet Mesayer Fonden, der hjælper statsløse unge med at få papir på deres tilhørsforhold. Hermed får Mesayers kunstneriske arbejde et tydeligt politisk ståsted.