Paris var i de år det magiske mødested for kunstnere fra hele verden; tegnere, malere, skulptører, forfattere, komponister, musi­kere, dansere, og for Niels Bagge var det en frigørelse at leve dette kunstnerliv.

Paris blomstrede med kunstnere som Pi­casso, Matisse, Fernand Léger, Man Ray og Cocteau, og kunst, teater, film og litteratur foldede sig ud i et festfyrværkeri. Det var, som om alting brød ud netop nu, og Niels Bagge var dér, midt i det hele. For fuld ud­blæsning.

Han flyttede ind på Montparnasse i Paris med drømmen om at blive kunstner. Her udførte han reklamer, tegninger til aviser og tidsskrifter, indretning af private hjem og barer, og da Helge Refn, som han satte højt, blev scenograf hos Louis Jouvet ved Theatre Pigalle, ville han det samme. Teatermennesket Jouvet tiltrak unge kunstnere som jernspåner til en magnet.

En dag ville han sende et billede af sig selv hjem til Køben­havn. ”Hvad om du gik til Man Ray?”, spurgte Helge Refn. ”Han er lige den, der kan tage det rigtigt.” Selv­følgelig! Niels Bagge gik til Man Ray, sur­realisten, kubisten, eksperimenta­toren, der levede af portrætfotografering. Por­træt­tet mistede siden Man Rays signatur, da Niels Bagge klippede billedet til for at få det ind i en ramme.

Læs videre – Wally Brothers