Da Niels Bagge ankom til Hollywood i 1936, fandtes der allerede en hel skandi­navisk koloni.

En af dem, der havde stor succes i USA, var den tidobbelte verdensmester og tredobbelte olympiske mester i kunstskøjteløb, norske Sonia Henie. Hun boede i Holly­wood med sine forældre, og Niels, der havde kendt familien fra barndommen, besøgte dem straks efter ankomsten.

Niels Bagge var hurtig til at knytte kontakter til dem, han kendte i Holly­wood. Et par, han var meget sammen med, var den danske Paula Hartkop eller Mate, som hun hed efter giftermålet med den polske film­fo­tograf Rudolph Mate. Formodentlig kendte han dem allerede fra tiden i Paris. Rudolph Mate var mesterfotografen, der drejede Carl Th. Dreyers epokegørende film ’La Passion de Jeanne d’Arc’ og ’Vampyr’. Han tog dan­skeren med til Metro-Goldwyn-Mayers filmstudier, og et par dage senere underskrev Niels Bagge en kontrakt med Samuel Gold­wyn. Der var knap gået en måned efter an­komsten til Hollywood, så alt tegnede til at gå let for den unge, høje og galante Niels Bagge. Slad­derjournalister havde øje for ham og skrev om ham i deres blade.

Få dage efter kontraktens indgåelse blev han imidlertid indlagt på hospital med høj feber og fik konstateret en gulsots-lignende sygdom. Efter en uge på hospitalet og en uges pleje derhjemme tog han i studiet og fik sit testmanuskript, som han aflagde prøve i. I Niels Bagges kalender kan man se, at hyppige læge­besøg fortsatte længe. Gulsot kunne være en dødelig sygdom dengang, og længe efter man er kommet sig over selve den akutte sygdom, er man både mentalt og fysisk udmattet. Niels Bagge blev en skygge af sig selv, af den høje flotte, friske mand. En måned efter at kontrakten med Gold­wyn blev indgået, blev den ikke fornyet. Endnu engang var han lige ved og næsten.

Heldigvis var Niels Bagge ikke økonomisk afhængig af at få arbejde, men den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 satte en stopper for hans økonomiske frihed. Bankoverførsler mellem Danmark og USA blev umuliggjort, og Niels havde ikke andre muligheder end at udleje sit hus og finde sig et job. Han flyt­tede ind i en lille lejlighed med to værelser og fik arbejde på lageret på en flyfabrik.

En eftermiddag mødte han den ungarske Gitta Alpar (egl. Regina Kalisch), som han tidligere havde mødt i Stockholm, hvor hun optrådte. Alpar var en af mellemkrigstidens store operasangere, film­stjerne i Tyskland, Østrig og resten af Europa – og gift med Gustav Frölich, tysk filminstruktør og skuespiller. Kort tid efter Hitlers magtovertagelse i 1933 ”valgte” familien at tage ophold i Ungarn. Ved et sel­skab, hvor Goebbels, chefen for den nazistiske propaganda, var til stede, havde hun nægtet at synge med på Horst Wessel-sangen, en af na­zisternes fa­vo­rit­hymner. De slog sig ned i Budapest. Her fik de i 1934 datteren Julika. Siden nægtede Gustav Frölich at opgive sit fædreland, da filmselskabet Universal tilbød dem begge en kontrakt i USA. Ægteskabet blev op­løst, Gustav Frölich vendte hjem til Tysk­land, og via en turné i Sydamerika havnede Gitta Alpar og datteren i Hollywood.

Da Niels Bagge og Gitta Alpar mødtes på et fortov i Los Angeles, var hans første ord til hende bramfri og direkte: »Gitta Alpar, De ser forfærdelig ud.« »Det kunne jeg godt lide, for jeg så virkelig rædsom ud,« har hun senere udtalt. Ligesom Niels Bagge har fortalt, hvordan han til gengæld så ud ved det møde: »Jeg arbejdede som arbejdsmand på en flyfabrik. Derfor var mit tøj ofte i stykker og snavset. Sådan mødte jeg Gitta. Vi havde mødt hinanden en­gang i Stockholm for flere år siden. Men nu blev vi forelskede og gif­tede os. Hollywood modtog nyheden med en grimasse: Gitta havde giftet sig med en arbejder! Gitta var på den tid musikalsk rådgiver på Metro, og jeg fortalte forgæves vore be­kendte, at jeg havde været en velhavende mand i København, men at tyskerne havde taget det hele – alle smilede blot ned­ladende, men jeg sværger på, at Gitta også var ligeglad.«
Selv om de nu måtte leve uden adgang til Niels Bagges formue, fik de alli­gevel så meget styr på økonomien ved at sælge det hus, Niels havde le­jet ud ved krigens start, og en diamantring, som tilhørte Gitte Alpar, at de kunne erhverve sig både et større hus i Santa Monica og et strand­hus i Malibu i 1944.

Den ægteskabelige lykke varede omkring ti år, og udsigterne så lyse ud, da den indefrosne formue igen blev tilgængelig ved krigens op­hør. Men efter et besøg i Danmark i 1951 krævede Niels Bagge pludselig skilsmisse, man ved ikke med sikkerhed hvorfor. Ved skilsmissen fik Gitta Alpar sin ring betalt og mere til. Niels Bagge beholdt kun person­lige ting og strandhuset.

Steddatteren Julika, nu Julia, var den eneste, han holdt kontakt til i de første år, men da hun efter et mislykket ægteskab, også med en datter som resultat, vendte hjem til sin mor, kappede han forbindelsen med et slag. Så hvad der end er sket, har det givet Niels Bagge et ordentligt hug i sindet. Forbindelsen til datteren bliver først genoprettet få år før hans død, fordi hans ’barnebarn’ skriver til ham, om ikke de kan mødes. Niels Bagge har ikke selv i de forløbne år formået at kontakte Julia, men da barnebarnet skriver til ham, tager han imod tilbuddet med kyshånd. Først efter mere end 30 år genser far og datter hinanden i 1987, hvor Niels også for første gang møder sit voksne barnebarn.

Læs videre – Samleren dukker op