Hans hjem blev hans hule: Male­rier fra forskellige epoker dækkede alle væggene, præcolumbianske potter og skulpturer fyldte resten af pladsen.

I 1980 fik Niels Bagge et alvorligt hjerte­­anfald, og det ændrede hans levevis afgø­rende. Endnu en gang flyttede han til en mindre lejlighed, hvor der var endnu dår­ligere plads til at have kunstgenstandene fremme, og hans før så brændende lyst til haver og planter var reduceret til en samvittighedsfuld omgang med potteplanter. Men den lukkede, dårligt oplyste altan i den sidste lejlighed gjorde ikke planterne godt, og til sidst gav han dem til Sarita Simone.

Hans hjem blev hans hule: Hans male­rier fra forskellige epoker dækkede alle væggene, præcolumbianske potter og skulpturer fyldte resten af pladsen. Selv tilbragte han det meste af tiden i sin den, hvor han sad i en af de to store magelige Børge Mogen­sen-læderstole og enten læste eller hyggede sig foran fjernsynet. Samtidig kunne han kigge på malerier af sig selv som lille dreng og af sin mor med den dejlige røde hat. Her sad han også, når han snakkede med de få venner, han stadig så af og til, spiste mad af en tv-tallerken, eller tog en lur.

»Bø­ger, blade, kunst, medicinflasker, en enkelt orkidéplante, alt var stablet op ved siden af og oven på hinanden… og det generede ham slet ikke. På skrivebordet, lige ved stolen, stod en tung bronzebuste af Niels som ung mand. Når han ville op at stå, lagde han sin store smukke hånd oven på hovedet, støttede sig til den og hev sig op,« mindes Jette Seear.

Ju­lia husker, da de genoptog forbindelsen, at det kom som et chok for hende at finde sin far, som hun altid havde opfattet som et lys-elskende menneske, i så snæver og mørk en hule som den, hun nu besøgte ham i. Men det lod ikke til at genere ham. En ind­lysende forklaring kunne være, at hans malerier og keramik kun dårligt tålte det skarpe lys, men vi ved ikke om det er den egentlige årsag. Måske kan vi hente en forklaring i Jette Seears erindring: »Det var ikke meget sollys, der kunne trænge ind i hans to stuer – og det var nøjagtig, som han gerne ville have det. Nu var hans fokus på det indre lys, the internal and eternal, og vi læste og snakkede en del om de indianske forestillinger om det åndelige. Der stod jo krukker og kurve overalt rundt om os i lejligheden som konstante remindere om disse kulturer. Han var overbevist om, at der ganske givet var vidunderlige og specielle oplevelser i det næste liv; han glædede sig til, at de ville åbne sig for ham. Der var ingen frygt, kun en gryende parathed, en readiness for that next ex­pe­rience.« Han havde gennem årene udvist en stigende in­ter­esse for indiansk tankegang og healing, og her i sit sidste årti besøgte han ofte en in­diansk healer.

Niels Bagge levede stadig sin tilværelse på cafeerne og torvene i Santa Monica, hvor han kunne sidde og snakke med vennerne. Han cruisede op og ned ad ave­nuerne i sin sorte Cadillac med røde lædersæder. Der var stadig meget til­bage af den unge spradebasse og livs-elsker helt op til hans død.

Jette Seear, et smukt og hjertevarmt menneske, mødte han i sit sidste årti netop på sådan et torv. Hun var 30 år yngre end ham, og talte dansk, hvilket han nød. I løbet af årtiet udviklede de et varmt venskab, der varede til hans død. Sammen rejste de flere gange til Danmark, hvor han mødtes med gamle venner og besøgte de steder, der havde betydet noget for ham som barn, fx barndomshjemmet Næsseslottet.

Han mødtes blandt andre med Else Henriques, som blev gift med hans far efter hans mors død. Selv om hun var Niels’ stedmor, var hun hans jævnaldrende; der var blot nogle få år imellem dem. De blev gode venner, og han kom flere gange i hendes lejlighed på Frederiksberg, hvor han også kunne glæde sig over at gense mange af de genstande, der oprindelig havde hørt til på Næsseslottet. Han genoptog også venskabet med Helge Refn og besøgte ham blandt andet i hans hus i Små­land, hvor de sad ved bordet og mindedes historier fra den fælles tid i Paris og Oxford. Hjemme i Santa Monica havde Niels et fotografi på sit skrivebord af Helge i hans robåd på søen i Småland, til minde om de dage. Niels Bagge kaldte billedet »Flugten til Amerika«.

Under disse »gensynsrejser« voksede et ønske frem i Niels: Han ville gerne have sin samling placeret i Danmark, og han ønskede at hovedparten af den formue, han ville efterlade ved sin død, skulle sættes i en fond, der havde til formål at støtte danske kunstnere gennem årlige legatuddelinger. Advokaten Arne Engel trådte til som juridisk rådgiver og varetog udformningen af testamentet, hvor Ebbe Wedell-Wedellsborg blev indsat som ene-eksekutor.

Glæden ved at gense Julia og opdage barnebar­net Kathy førte på en skæv måde til, at de forskellige faser i Niels Bagges liv blev bundet sammen. Der var stil over ham, og denne evne til at føre sig frem på elegant vis bevarede han intakt. Dan­seren, performeren og kunstsamleren var stadig at se. Scenografen, tegneren og æstetikeren lurede altid lige under huden. Tom Dunaski, en arki­tekt, han havde været nær ven med siden 50’ernes slutning, fortæller: »Niels var ganske nøjeregnende med, hvad han fortalte til sine venner. Én gruppe fortalte han visse ting, som andre aldrig fik at høre, og de fik så noget at vide, som han ikke ville ud med til de andre. Med andre ord sikrede han sig diskret, at der var oplevelser og overvejelser, som kun til­hørte ham og forblev i hans eje livet igennem.«

På den måde var han meget selektiv, når det kom til betragtninger over sit personlige liv. Han var som en ræv, der ikke ville fanges. Men sin hjertelighed og varme delte han rundhåndet ud af, og i de senere år af sit liv virkede han også som mentor og hjælper for unge kunstnere. Især for Silvan Si­mo­nes søn, Edurado, der i teenageårene havde et anstrengt forhold til sin far, fungerende han som mentor, samtalepartner og rådgiver. Et råd, Edu­ar­do husker faldt sådan henkastet, men som han siden har forstået betydningen af: »Sørg for at du sidder højere end de andre – ikke meget, bare så du gør det«. I den verden vi lever i, er det måske ikke noget dår­ligt råd.

Niels Bagge var ganske vist en rigmandssøn, der gen­tagne gange forlod det sikre liv og brændte broerne bag sig, men han var også en livsnyder, der med sit liv taler til det eventyrlige jeg i os alle. Han var et menneske af en type, vi sjældent ser i dag. Hans samling afspejler i sin opbygning de iagttagelser og refleksioner, der i hans modne år løb gennem ham. Magien i et menneskes liv op­hører ikke ved dets død.

Niels Bagge døde i 1990.