Et afkast fra den båndlagte arv efter moderens død gjorde det muligt for den unge oprører at få et atelier og råd til at deltage i det vilde liv, der udfoldede sig i Paris omkring 1930. Han kunne købe et flygel, og gå i byen og til cocktailparties. Ved sådan et cocktailparty hos Grevinde de Poignac mødte Niels Bagge den unge svensker Gustav Wallenberg.

Gustav Wallenbergs far var svensk diplomat og industrimand, og det var bestemt ikke med hans velsignelse, at sønnen Gustav var blevet danser. I sin selvbiografi ’Följ Mig i Dansen’ beskriver Gustav mødet med Niels Bagge: »Han stude­rade målning i Montparnasse till sina for­äldras stora fortvivlan… Jag anade i Niels en andlig frände, eftersom vi begge hade gått igenom samma sak i våra hem.«

Da en til cocktailpartyet foreslog, at de to høje og slanke unge mænd skulle danne en danse­-duo, greb Gustav Wallenberg straks ideen, og det lykkedes ham at få Niels med til træning den næste dag i norske Inger Friis’ dansestudie.

Man dansede meget i Paris på den tid, og det ene dansested efter det andet åbnede. Før 1. Verdenskrig havde man haft tedansanter om eftermiddagen, men nu var det blevet moderne også at danse i forbindelse med middagen. Imel­lem hver ret dansede man: Foxtrot, tango, pasodoble eller shimmy. Man holdt store gallamiddage, hvor man skulle være udklædt, i fx orientalsk stil. Middagene varede ofte til den lyse morgen, og showdans med professi­onelle dansere, der bagefter dansede med gæsterne, var også et almindeligt ind­slag.

Fra begyndelsen af 1931 arbejdede den skandinaviske duo med Niels og Gustav seriøst med træningen. Ved årets begyndelse arbejdede de hårdt hos den amerikanske danselærer Teddy Drayton. Jazzmusik og stepdans vandt frem mellem de to verdenskrige, og Teddy Drayton havde fulgt strømmen af unge mennesker fra USA til Paris i 1920’erne og havde åbnet et dansestudie i Paris. Han indstuderede to numre med Gustav Wallenberg og Niels Bagge: Et flot nummer i kjole og hvidt og en humoristisk sømandsdans.

Duoen fik job på en lille bar i Montparnasse, Bar de la Marine. Der var så lavt til loftet i baren, at de måtte bestikke den dreng, der passede lofts­ven­ti­latorerne, til ikke at sætte dem i gang, når de var på scenen, selv om gæsterne klagede over den tætte tobaksrøg. Ellers havde de to dansere fået klippet toppen af. De optrådte i baren i tre uger, for da deres optræden rygtedes blandt deres kunstner-venner, kom de i så stort tal og drak så meget champagne, at værten måtte ud at låne.

Niels og Gustav fandt ud af, at deres optræden ville være mere spekta­kulær, hvis de havde en kvindelig partner med, og de involverede sig med den unge amerikanske Jeane Hawthorn som de havde mødt hos Teddy Drayton. De drog sammen til London og trænede hos den kendte dan­sepædagog Max Rivers i knap en måned for at lære mere om stepteknik og for at afpudse deres numre.

Siden fandt de også på et kunstnernavn. Gustav var bange for at blive kaldt den dansende millionær-søn, hvis han kaldte sig Wallenberg på scenen, så da han i et amerikansk blad så en artikel om en dame, der hed Wally, opstod navnet ’Wally Brothers’. Jeane Hawthorns navn ændrede de til det mere nordisk klingende Jenny Hansen. Trioen fik sin debut på L’Empire, en nyåbnet og meget populær music hall nær Place de l’Etoile.

Deres agent skaffede dem jobs på de mondæne ferie- og badesteder i Frankrig i juli og august, men deres debut på turnéen blev en pinlig fiasko. De tog af sted i Niels’ åbne bil for at nå frem, men punkterede undervejs og var helt ud­kørte, da de endelig ankom. Det gik dog bed­re og bedre efterhånden som rutinen og selvtilliden voksede. Det var de glade 30’ere, hvor rige fra hele verden nød klimaet og luksuslivet ved den franske riviera. Der blev omsat svimlende summer i casinoerne og narkotiske stoffer stod fremme på bordene side om side med de perlende drinks.

Atter tilbage i Paris optrådte de en tid på den fornemme natklub ’Lido’ på Champs-Élysées. Nu begyndte de at blive kendte i den parisiske showverden. Josephine Baker foreslog dem et samarbejde omkring sin næste revy, og hun ville også have dem med på sin turné rundt i Europa. Men hun ville kun have de to høje skandinaver, og Jenny Hansen ville selvfølgelig ikke give slip på trio­en, så samarbejdet blev ikke til noget. Efter ’Lido’ optrådte de med deres sømandsnummer i den store biograf Olympia på Boulevard des Capucine som optakt til hor­ror­filmen Le Juif Polonais (den polske jøde).

Efter Olympia tog de på turné igen, denne gang til Holland og Belgien. Ved et selskab dér mødte Jenny Hansen en rig hollænder, hvilket betød at Jenny forlod trioen. Det var til ærgrelse for Niels Bagge og Gustav Wally, som han nu udelukkende kaldte sig, da de nu igen var den duo, som Josephine Baker ville have haft med i sit show. De indvilgede dog begge i at være forlovere ved Jennys bryllup i Bruxelles.

Læs videre – Wally Brothers i Karl Gerhards revyer i Sverige 1933