John Kørner
Prismodtager 2006
John Kørner, f. 1967, er uddannet billedkunstner fra Det kongelige Danske Kunstakademi (1992-98). Han bor og arbejder i København. Kørner har udstillet bredt nationalt og internationalt, og han er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger blandt andet: ARoS, Aarhus Kunstmuseum, ARKEN, Statens Museum for Kunst, Tate Gallery, London og The Saatchi Collection, London. I 2012 modtog han Eckersberg Medaillen.
Kørner arbejder hovedsageligt med maleri, men også grafik, skulptur og installation. Hans billeder er figurative, men elementer er slørede og flyder ud, hvilket skaber usikkerhed i motivernes fortællinger og involverer beskueren som medfortæller. Malerierne fungerer for Kørner som ’problemer’, der stiller spørgsmål ved vores samfund og kulturer.