Viera Collaro
Prismodtager 2006
Viera Collaro, f. 1946 i Slovakiet, er installationskunstner og maler uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1971-75). Hun bor og arbejder i København. Collaro har modtaget Eckersberg medaljen og blev i 2006 tildelt livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Hun er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger blandt andet Statens Museum for Kunst, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.
Collaro arbejder ofte med stedspecifikke lysinstallationer, der går i dialog med arkitekturen og tilfører den en sanselig dimension. Hun bruger de ofte minimalistiske installationer til at skabe meditative og poetiske rum imellem arkitekturen. Inspirationen til værkerne henter hun blandt andet i storbyens lys, billeder og spejlinger.