Marie Raffn
Marie Raffn, 1991, uddannet på Kunsthögskolan i Malmö i 2016, Akademie der Bildende Künste i Wien i 2015 og Cooper Union Scholl of Art i New York i 2013.
Marie Raffn går til sine værker med en meget eksperimenterende tilgang. Hendes virke kommer til udtryk som skulpturer der behandler forhold som sprog, rytme, abstraktion og rum. Hendes værker folder sig ud som en samlet fortælling ud fra enkeltelementer der forsøger at synliggøre teorier eller forhold fra den virkelige verden. Raffns skulpturer har blandt andet drejet sig om sprogsystemer, hvor kunsten vrider og strækker sproget som fysiske skulpturer. Her undersøgte Raffn blandt andet hvordan folk kan miste tilliden til ord når deres originale betydning vrides og fordrejes. Senest har hun arbejdet med manglen på insekter om sommeren, som et resultat af menneskets ændring af og påvirkning af vores miljø. Store glasfiber plader med epoxy fremstod som faldne insektvinger, og fremstod som lige dele pessimistisk melankolske og håbefulde.