Helene Nymann
Prismodtager 2020
Helene Nymann f. 1982 i Danmark, er uddannet med en BFA fra Goldsmiths University, London, og en MFA fra Malmø Kunstakademi (2012–2014). I 2019 påbegyndte hun en praksisbaseret PhD ved Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet.
I sin kunstneriske praksis arbejder Nymann med hukommelse, videnlagring og forestillingsevne. Hendes arbejde undersøger, hvordan mennesker husker, hvordan minder påvirker os, og hvordan den digitale tidsalder samt klimakrisen præger vores kollektive erindring. Gennem mnemoteknikker engagerer Nymann de besøgende i sine udstillinger og offentlige kunstværker, hvor de ikke blot opfordres til at huske og forestille sig mere bæredygtige fremtidsscenarier, men også til at genfortælle, hvad de ønsker, at fremtiden skal huske. På denne måde undersøger hun, hvordan vi kan komme tættere på det, vi ønsker at videregive til kommende generationer – både mennesker og ikke-mennesker.