Cecilie Skov
Prismodtager 2023
Cecilie Skov, f. 1988, uddannet BA Art Practice fra Goldsmiths i London i 2012 og MFA fra Billedhuggerskolen samt MA i Teori og formidling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016.
Cecilie Skov arbejder med skulpturer, installationer og publikationer. Hun sætter med sine abstrakte værker spørgsmålstegn ved den måde viden, diskurser, sprog og objekter organiseres på. Værkerne er forankret i en cyklisk tankegang, hvor alting cirkulerer, blandes og genopstår i nye sammenhænge. Denne flydende bevægelse i tingenes væren fastholder Cecilie Skov i sine værker ved hjælp af støbning. For hende er det at støbe en måde at huske på og samtidig giver metoden hende mulighed for at studere det der flyder og bevæger sig. Hendes motivverden kombinerer det konkrete og det abstrakte og refererer til myter, arkitektur, zoologi og økologiske kriser. Inspirationen finder hun i fiktive universer. For Cecilie Skov er både litteratur og kunst en mulig vej ind i potentielle andre verdener og tankemåder.