Charlotte Brüel
Prismodtager 2023
Charlotte Brüel, f. 1945, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1968/1978 og har herudover læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet i årene 1972-74.
Da Charlotte Brüel kom ind på kunstakademiet i 1965, var der blandt eleverne en meget snæver forståelse af, hvad kunst var. Der var tegnet to retninger op, enten kunne man gå på malerskolen eller på billedhuggerskolen, der var ingen interesse for hybridformer. Den opfattelse udfordrer Brüel til stadighed i sine værker, hvor industrielle akrylmontrer indrammer skulpturelle undersøgelser i ler og fundne genstande såsom fjer fra en due. Værkerne er resultatet af en proces, som altid starter ved det tilfældige, der også er en essentiel faktor i udvælgelsen af det endelige motiv. I værkerne fornemmes modsætningsforholdet mellem naturen og den menneskelige bearbejdning tydeligt. De syntetiske akrylmontrer skærmer deres organiske indhold, som en form for unedbrydelige drivhuse.