Emil Rønn Andersen
Prismodtager 2023
Emil Rønn Andersen, f. 1986, uddannet BFA fra Malmø Art Academy i 2012 og MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015.
Emil Rønn Andersen arbejder i krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Siden 2014 har han udviklet et lyssætningsapparat, der automatiserer eksisterende og udvikler nye typer af lyssætningsmetoder i en fotografisk proces. Apparatet, som har fået navnet DK 179913 er i stand til at producere atmosfærisk lys og simuleringer af miljøer. Med DK 179913 gør Rønn Andersen det muligt at skabe en alternativ virkelighed og retter herved fokus mod, hvad vi anerkender som virkeligt i et postfaktuelt samfund. Han udfordrer også vores opfattelse af fotografiet som et sandhedsvidne og bryder grænserne for, hvad fotografiet kan. Sidst, men ikke mindst er hans arbejde med til at skabe en udvidet forståelse af, hvad kunst er og kan bidrage med, da store dele af hans kunstneriske virke indtil videre har bevæget sig i et interdisciplinært krydsfelt mellem kunsten og teknologiens verden.