Astrid Svangren
Prismodtager 2018
Astrid Svangren, f. 1972 i Sverige, bor og arbejder i København og uddannet fra Malmø Kunstakademi i 1998. Astrid Svangrens kunst lader sig ikke begrænse til specifikke stilarter, medier eller former. Svangrens kunst vil ofte udspringe som et krydsfelt mellem billedkunst, skulptur, installation og performance, og hendes eksperimentelle tilgang til sin kunst skaber smukke og forunderlige værker. Svangrens materialer bevæger sig ligeledes mellem to poler og kan både tage form som industrielt eller organisk materiale såsom hestehår, silke, voks, uld og muslingeskaller. Titlerne i værkerne afspejler Svangrens tilgang til sine værker, da de enten nøgternt kan beskrive processen i hendes arbejde eller være et lille poetisk digt. I arbejdet med det organiske materiale undersøger Svangren det sanselige, sensualitet og begær med kroppen som udgangspunkt, og hun er en kunstner, som ofte inddrager sig selv i sine værker, ligesom hun også drager kunsten ind i sin egen hverdag.