Yvette Brackman
Prismodtager 2018
Yvette Brackman, f. 1967 i New York, uddannet fra The University of Illinois i Chicago i 1997, professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 2000-2007 og arbejder i København. Yvette Brackman er en kunstner, som ikke er bange for at drage sit publikum ind i sine værker gennem performative elementer, der trækker tråde til mode, teater og design. Hun undersøger, hvordan fortællinger og sociale relationer påvirker publikums rolle og anvender både nære, velkendte emner som krop og minder, men også større og mere abstrakte perspektiver som kulturelle forhold og politiske systemer. Et tilbagevendende materiale i Brackmans kunstneriske virke er tekstiler, som anvendes til at skabe rum og tunneller, der skaber nye kompositioner i udstillinger. Brackman bruger også tekstilet til at udforme udtryksrige udklædninger, hvor teatralske og performative elementer bliver udgangspunktet til kunstneriske rollespil, som er en metode fra Brackmans side til at skabe en midlertidige scene, hvor publikum kan deltage på forskelligartet vis og på en måde blive medskaber af kunsten.