Sophia Kalkau
Prismodtager 2020
Sophia Kalkau f. 1960 i Danmark, bor og arbejder i København og Berlin, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i skulptur i 1996 og som cand.phil. i kunstteori fra Kunsthistorisk Institut i 1984.
Sophia Kalkau arbejder i et minimalistisk og skarpt univers af fotografier og skulpturer. Ofte består hendes kunstneriske univers af monokrome skulpturer i form af hverdagsagtige objekter som ægget, kuglen, hårnåle eller terninger. Værkerne referer ofte til kroppen og den klassiske skulptur i materialevalget, og omfatter geometriske former og et enkelt og klart udtryk. Bag de formelle former gemmer sig dog også et drømmeagtigt islæt og fortællinger, der ligger som et fortolkningsspørgsmål hos beskueren. I Kalkaus fotografier sammenstilles de geometriske former og hendes egen krop til nye hybrider af krop og skulptur.