Lise Harlev
Prismodtager 2022
Lise Harlev, f. 1973, uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1995 og på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000.
Lise Harlev har i mange år været optaget af at undersøge forholdet mellem tekst og billede i så forskellige medier som emaljeskilte, glasmosaikker, stofbannere, lyskasser, silketryk og videoprojektioner. I forlængelse af konceptkunstere som Jenny Holzer eller Lawrence Weiner låner hendes værker æstetik fra offentlige skilte og andre typer visuel kommunikation med et direkte billedsprog. Brugen af et velkendt formsprog af farver, symboler og typografier giver hendes virke en umiddelbar fortrolig dimension. Værkernes udsagn er dog tit mere flertydige og kan forstås på mange måder. De er aldrig blot envejs information, men stiller spørgsmål til beskueren og ansporer til at undersøge ens egne holdninger og forestillinger. Gennem årene har hun udforsket fænomener som navne, arkitektur, vejr, alder, nationalitet og lyd, mens hun på det seneste har kredset om den oversete rolle som genstande og materialer spiller i vores dagligdag.