Niels Wessel Bagge holdt meget af at om­gås kunstnere, og han var glad for at kunne støtte dem ved at købe deres arbejder. Han var kendt som en generøs kunstkender og var god til at spotte de bedste ting på en udstilling.

Generelt holdt Wessel Bagge sig mest til de sort-hvide ting, der stod godt til hans samling af gammel keramik. Han kom i flere gallerier i Los Angeles i området omkring Melrose Avenue og North La Cienega Bou­le­vard foruden West Olympic Boulevard, hvor Silvan Si­mone’s Gallery lå. Los Angeles havde på den tid tre fremragende litografiske værk­steder: Paul Kantor Press, Tamarind og Gemini. Wessel Bagge ejede værker fra alle tre værksteder, men om han kom der personligt eller har købt værkerne gennem gallerier, er ikke til at afgøre. Endelig plejede han at omgås museumsfolk og kunstnere på UCLA (Uni­versity of California, Los Ange­les), Los An­geles County Museum og Santa Barbara Museum.

Mange af kunstnerne var kommet til USA på grund af 2. Verdenskrig, eller deres forældre var indvandret i starten af århundredet. Der var mange skæbnehisto­rier imellem, blandt andet Herbert Siebner, der var en af de første kunstnere, Wessel Bagge er­hver­vede arbejder af i 1950’erne. Siebner var per­sonifi­kationen af en ung emigrants drama­tiske skæb­ne. Kun­sten og taoismen holdt Siebner oppe gennem krigens rædsler i Tyskland, men i Canada, hvortil Siebner emigrerede til i 1954, fandt han i digteren og filosoffen Robin Skel­ton en ligesindet. Wessel Bagge ejede flere af Skeltons digtsamlinger med illustra­tioner af Siebner, som var dedikeret til ham af begge.

Los Angeles i 1950’erne og 60’erne var et enormt miks af nationaliteter, der forsøgte at rejse sig efter 2. Verdenskrig. Blandt kunstnerne var religiøse temaer og litteratur, som Dantes skildring af Helvede i ’Den Guddommelige Komedie’ og Kafkas ’Processen’, brikker til den følelsesmæssige bearbejdning af krigen.

Men glæden ved de materielle ting og den øjeblikkelige nydelse var også intens, og den gav en vældig energi i samfundet på en næsten barnligt uskyldig måde. Mange kunstnere var autodidakte og eksperimenterede med ma­te­rialer, form og udtryk, hvilket blev alment accepteret, eftersom samfundet un­der­gik så store forandringer i denne periode. Mange kunstnere opfattede sig desuden som arbejdere og gik klædt i arbejdstøj, og Andy Warhol tog den fulde konsekvens af denne holdning og kaldte sit atelier for ’The Factory’; fa­brikken.

Men idyllen og uskylden blev brudt med begivenheder som mordet på præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963. Det var med til at bringe en anden angstfyldt og eksistentiel tone ind i kunsten, hvor der blev fokuseret mere på ulykkerne og spændingerne i samfundet. Det var en tid med racistiske grupper som Ku Klux Klan, og på den modsatte fløj Martin Luther King i spidsen for kampen for de sortes borger­rettigheder. Den dimension af samfundet ses fx i Ed­ward Kienholz’ in­stal­lation med en bildør, hvor beskueren har oplevelsen af at sidde inde i en bil og se ud på et nattesceneri, hvor hvide maskerede mænd overfalder og ka­stre­rer en sort amerikaner. Der er lys i døren, og ruden kan rulles op eller ned, så beskueren påtvinges rollen som deltager eller voyeur.

Samfundsspændingerne ses også i Rafael Canogars arbejder, hvor ordensmagten (politi og militær) bliver fremstillet som et truende element over for en masse af oprakte hænder. Denne tematik er højst sandsynligt udløst af 1960’ernes studenteroprør, marcher mod atomkrigsvåben og demonstrationer mod Vietnamkrigen.

Det er karakteristisk for Wessel Bagges samfundsbevidsthed og indlevelse i, hvad der skete omkring ham, at hans samling afspejler perioden 1950-72 så godt. Det er ikke en samling anlagt udelukkende ud fra et æstetisk synspunkt, eller omkring nogle snævre samlerpræmisser, men en samling, hvor det kunstneriske udtryk er et baro­meter for samfundets mentale tilstand.

Alle de moderne værker i Wessel Bagges samling findes i dag på ARoS Aarhus Kunstmuseum.