Jeannette Ehlers
Prismodtager 2010
Jeannette Ehlers, f. 1973, er uddannet videokunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1999-2006) og Det Fynske Kunstakademi (1998). Hun bor og arbejder i København. Hun har haft soloudstillinger på blandt andet Parisian Laundry, Montreal, Canada, Loop Art Fair, Barcelona, Kunsthal Aarhus og Møstings Hus, København.
Med udgangspunkt i sin egen historie, som barn af en dansk mor og en far fra Trinidad, arbejder Ehlers i sin kunst med kulturel identitet, eller mangel på samme. At føle sig splittet mellem flere steder, forskellige lande, sammenligner hun med forholdet mellem kroppen og dens skygge. Man kan fjerne et folk, en identitet, men skyggerne bliver tilbage som flimrende identiteter. Hun udfolder dette via sine videoer og fotografier, hvor kroppe forsvinder, opløses og står tilbage som ren skygge.