Cathrine Raben Davidsen
Prismodtager 2009
Cathrine Raben Davidsen, f. 1972 er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1996-2003) samt De Vrije Academie voor Beeldende Kunst i Den Haag, Holland (1995-96) og Instituto d’Arte i Firenze, Italien (1991-92). Hun bor og arbejder i København og er repræsenteret i flere store kunstsamlinger, blandt andet Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Fondet og Horsens Kunstmuseum.
Davidsen trækker på kunsthistoriske motiver, litterære fortællinger og andre kulturelle emner som mode og teater, når hun skaber sit univers, der er både personligt og fuld af mytiske fortællinger. Hendes malerier og værker på papir fører poetiske stregtegninger sammen med maleriske flader, der flyder ud. Fra lyse pasteller til kultegninger, over i neonfarver og dramatiske, teatralske kæmpe malerier, hvor fladen er tæt bemalet.